Der er ord, der klinger af barndom. Sådan et ord er vaskeskind, for mig. Et blødt, sandfarvet skind med flossede kanter. Jeg har et liggende i min bil, som jeg har fået af en veninde. Nu minder det mig om venskab og også om svundne tider. Hver gang jeg bruger det, tænker jeg på den grønne Vauxhall Victor mine forældre kørte i, da jeg barn. Vaskeskindet lå i handskerummet. Jeg kan endnu se min mor tørre duggen af forrudens inderside med det.
Jo ældre jeg bliver, des flere minder fra barndommen dukker op, og jeg får lyst til at vende tilbage til nogle af de steder, hvor jeg følte mig mest hjemme som barn.
Jeg ved, at jævnaldrende har det ligesådan. Det er os, der kører langsomt op ad villaveje for at se, om vi kan kende de huse, som legekammerater boede i, selvom deres forældre for længst er døde og husene overtaget af fremmede familier. Vi kan finde på at ringe på og spørge: ”Undskyld, men jeg var en hyppig gæst i jeres stuer for 55 år siden, så må jeg kikke indenfor?” Somme tider får vi lov, og vi opdager, at alt er forandret. Amagerhylden, der hang i køkkenet er udskiftet med en rustfristål-emhætte og brændekomfuret er kasseret til fordel for et højhastigheds induktionskomfur.
Forleden hørte jeg fra en nabo ved mit sommerhus, at hun havde set en mand stå på min terrasse. Vi holder øje med hinandens huse, så hun var gået hen til ham og spurgt, om hun kunne hjælpe med noget.
”Mine forældre har ejet huset”, sagde han. Og havde fortalt, at han havde tilbragt mange 
dejlige sommerferier her. Da jeg ikke var der, kunne de ikke komme ind. Det er jeg ked af, for jeg ville gerne have vist ham indenfor og fortalt, at huset er i gode hænder. Vi værdsætter det, vi passer på det, og indimellem, går jeg i hans fars gamle grønne regnjakke, der blev efterladt i huset. Jeg forestiller mig, at den er med til at give huset den gode karma.
