Arrivederci

 

Natten bød på lyn og torden og masser af regn. Vågnede op til blå himmel.

Den opmærksomme læser vil vide, at jeg allerede den første dag havde kik på et par støvler i en forretning i vores gade. Eva, vores romerske veninde, havde fortalt, at det var hendes yndlingsbutik.

”Du kan sagtens prutte om prisen” tilføjede hun. Og det lod jeg mig ikke sige to gange.

Næppe var shop åben, før vi stod udenfor. Indehaveren spottede os med det samme, og da han så mig sagde han: ”39”og hev de heftigt begærede støvler frem fra under disken. Han ville gerne have kontanter, sagde han, da jeg foreslog at han cuttede 50 euro af prisen. Og så havde vi en handel.

Vores sidste dag var oprunden. Vi havde fået anbefalet området, Prati, så vi gav os af sted. Til fods og med kort, som vi jævnligt konsulterede.

Der er kun en ting at sige nu: vi kommer til at savne Roma, åh Roma.

Vi vandrede forbi Engelsborg og næsten forbi Peterskirken, hvor der efter sigende er en hemmelig dør, der kun er åben hver 25. år, og det er netop i år. Men køen var meget lang, og vi måtte prioritere vores tid. Men vi var enige om, at det nok er usandsynligt, vi kan gå gennem den dør om 25 år.

Vi ville indenfor i Engelsborg, (der både har været paveresidens og fængsel) men desværre et det lukket hver mandag, så det bliver en anden gang. Vi rundede Piazza Del Popolo gik op i Villa Borghese. Som sagt bliver man hele tiden slået af al den skønhed, der omgiver en. Bygninger og gyder, pladser og gader, men da vi gik op ad trappen til Villa Borghesehaven, talte vi om, at der trængte til at blive fejet og under flere træer lå bunker af flasker og ventede på at blive samlet op. Vi var enige om, at Berlusconi passende kunne have arbejdet med lidt renovation da han blev idømt samfundstjeneste, frem for at arbejde på plejehjem.

Vi har gået næsten 70 km. i alt, i de seneste seks dage. I dag gik vi fx 14 km, 19.555 skridt. Så nu har vi fortjent en god middag, før vi pakker kufferterne.

Arrivederci.

Fra Piazza Del Popolo
Fra Piazza Del Popolo

 

Engelsborg
Engelsborg

Omveje i Rom

Lidt øm i kroppen efter gymnastikken dagen før tumler jeg ud af sengen søndag morgen. Hovedet værker også, men det skyldes, at vi endte hjemme hos en romers/dansk familie til middag lørdag aften.

Vi havde hørt at Sofie Wochner og hendes mand laver popup-restaurant i deres hjem indimellem. Da vi mailede, viste det sig, de havde fået et afbud til lørdag, så der var to pladser til os ved middagsbordet i deres dagligstue, hvor der var dækket til 12.

De bor i Monteverde Vecchio, på bakken oppe bag Trastevere. Traditionen tro for vi vild på vej dertil. Vi havde fået at vide, at vi kunne gå derhen på godt 35 min. Efter 40 minutters gang viste gps, at der var 40 minutters gang endnu, så vi endte i en taxa.

De andre gæster var amerikanere og danskere. Nogle havde boet i Rom i mange år, mens andre, et helt ungt par, lige var ankommet. Vi fik en udsøgt middag, som Domenico og Sofie tilberedte i det lille køkken. De bruger kun  lokale råvarer, de henter hos producenterne. Dertil  skønne vine, der også kommer fra specielle vingårde. Sofie står for brødbagning og desserter. Man ved ikke i forvejen, hvad menuen består af, blot at der er fem retter (flere af dem små, men yderst delikate.) I aftes fik vi blandt andet en hvid gazpacho lavet på mandler, og små lækre tortellini fyldt med broccoli samt krydderurter fra altanen, marineret gris og en dessert med karameltærte og hjemmelavet is.

Læs mere her.

http://theeateryinrome.com

Heldigvis gik det ned ad bakke da vi skulle hjem, så vi kunne trille, hvis vi ellers kunne finde vejen, men igen måtte vi give op og tage taxa.

Fik besøg søndag formiddag  af kollega, Eva Ravnbøl, der har boet i Rom i mange år, så hun er en kær gæst og god at konsultere, når man skal have tips og tricks. Vi drak kaffe, og da hun havde udstyret os med ideer til, hvor man prutter om priser, og hvor man spiser den bedste pasta i nærområdet,  kørte hun os til loppemarked i Porta Portese. Fandt en smuk alabast-skål, der vejede 100 kg, så vi droppede at købe, da jeg ikke tror luftfartsselskabet godtager den i håndbagage.

Efter frokosten i Trastevere satte vi kursen mod Fontana del Gianicolo. Op og op gik det, men da vi kom til toppen blev vi belønnet med den smukkeste udsigt ud over Rom. Vi diskuterede, hvordan vi skulle komme hjem, vi gad ikke rigtig gå den samme vej, vi var kommet af.

Vi blev enige om at fortsætte ligeud, da min rejsefælle pegede: “Se de fleste mennesker går den vej, skal vi ikke følge med dem?” Sagde hun glædestrålende.

”Jamen vi ved jo ikke, hvor de skal hen?” Indvendte jeg  lidt lyseslukker-agtigt. Men vi fulgte med strømmen, og endte med at nå den store rytterstatue af Garibaldi, og han har en endnu bedre udsigt over byen. Hvis der sidder en enkel og tænker, ligesom vi gjorde, hvem var nu Garibaldi? Oplyser Google, at Giuseppe Garibaldi var en italiensk guerillaleder og nationalist. Han var en central person i processen, der førte til Italiens samling.

Efter at have tjekket med andre turister,  der også var bevæbnede med kort ( som var bedre end vores) tog vi en vej, der viste sig at lede hen til noget, vi kendte. Vi snakker nu om at skrive en bog: ”De smukkeste omveje i Rom.”

Udsigt over Rom
Udsigt over Rom
Lopperked i Porta Portese
Lopperked i Porta Portese
Kaffe med Eva.
Kaffe med Eva.

 

Skønhed og sprogundervisning

Til lyden af at min rejsefælle kommunikerer med duo lingo (sprog app), gennemgår jeg vores dag.  Morgengymnastik, kaffe og ud i solskin. Vi har vandret rundt fra Campo de Fiori til den evigskønne Piazza Navona, besøgt kirken på pladsen, gået forkert, drukket kaffe, og shoppet på Corsoen.  Spist frokost på en afsidesliggende (i forhold til de største turiststrøj)  hyggelig restaurant, hvor selskabet ved siden af os bestod af 12 italienere. Alle mændene så bragende godt ud, var i hvide eller lyseblå, strøgne skjorter med blazere og pudsede sko. Kvinderne, der var kun tre, så også godt ud. Tilmed sad der så en smuk mand i baren. Vi var enige om, at det måtte være George Clooneys fætter, Clooney er gift med en italiensk kvinde, så det passede jo meget godt.

Kom til at tænke på, at jeg besøgte Rom med mine klassekammerater, da vi gik i 2. G. Men jeg husker mere fra mit besøg med mine forældre året før end fra klasseturen. Det der står tydeligst i erindringen var, at jeg sammen med de få drenge i klassen (sproglig klasse) tog på diskotek og kom for sent hjem, så vores lærer var sur og holdt moralprædiken. Dengang syntes vi, han var urimelig, i dag tænker jeg, at vi skulle have være sendt hjem.

Flere detaljer fra min rejse med mine forældre dukker op. Blandt andet en tur med hestevogn ud ad Via Appia. Vi spiste frokost under en kæmpe blåregn, mens hest og kusk ventede på os. Min min mor blev irriteret på min far, fordi han stoppede lommerne fulde af brød, som han gav til hesten, da vi havde spist.

Nu er rejsefælle kommet til denne sætning i sprogkursus:

Lei compra gli stivali. 

Hun siger, hun har lavet den til mig, da den betyder: Hun køber støvlerne.

Og så tilføjer hun: Il vino bianco e aperto, som skulle betyde noget i retning af: Hvidvinen er åben.

Så jeg er den, der er gået.

Campo dei fiori
Campo dei fiori
Rn af verdens smukke pladser: Piazza Navona
En af verdens smukke pladser: Piazza Navona
Campo dei fiori
Campo dei fiori

2000 år med shopping

Det regner, da jeg vågner. Oppe fra vores fjerde sal kan vi se folk med paraplyer.

Vi drikker en kop ekstra kaffe og tjekker vejrudsigten. Min rejsefælle tvinger mig til at lave syv minutters gymnastik fra en app, hun har på Ipaden. (Jeg havde den faktisk også viste det sig, men har ikke slidt den så meget.) Jeg spurgte om hun ikke også skulle deltage i arme- og bensving, men nej, hun havde været i bad sagde hun.

I går skrev jeg lidt om mænd og flirt, som det er så som så med.

Om aftenen skulle vi spise hos Romolo I Trastevere , men inden middagen ville vi tage et glas vin på en bar, vi havde fået anbefalet ikke langt fra Romolo.

San Calisto hedder baren, og vor hjemmelskvinde havde skrevet til os : “I skal helt sikkert tage en drink der, for baren er en institution i Rom. Her finder I et godt mix af intellektuelle, kunstnere og alkoholikere.” Vi tog læbestift  og de højhælede på.

Jeg kom til at sidde ved siden af en af de sidstnævnte i rækken af mixet. En italiensk mand med mange tatoveringer, der høfligt trak stolen ud for mig og begyndte en samtale på italiensk. Min rejsefælle, der som tidligere nævnt, om ikke mestrer italiensk så dog forstår en del, oversatte villigt. Kavaleren rejste sig, men vendte hurtigt tilbage med en pakke cigaretter, som han begyndte at kampryge. Han spurgte omsorgsfuldt, om det generede, men inden jeg  nåede at reagere, svarede min veninde: “nej nej, ikke her udenfor.” Og så nippede vi til vore bobler, hvad er Rom uden lidt prosecco i ny og navnlig i næ? Vi spejdede efter Marcello Mastroianni typer, bare I opdateret version, men nej. Vi kunne høre på tungemålene, at mange var turister som os.

Vi gik videre, over den smukke plads foran Santa Maria kirken. Pladsen var som mange pladser  i Rom bevogtet af soldater med maskinpistoler. Om formiddagen havde vi også gået forbi kirken og noteret os, at der stod to soldater, en kvinde og en mand, de havde begge fjer i hjelmene. Om aftenen passerede vi de to igen, de havde stadig venlige smil på læben.

Hos Romolo sad vi i gårdhaven under en parasol af grønne planter. Jeg oplevede betjeningen som lidt fortravlet, mens min rejsefælle, følte sig godt behandlet, men hun var lidt utilfreds med, at stedet er turistet. Vi blev fx placeret lige bagved et dansktalende par. Men vores pasta vongole var udmærket.

Næppe var jeg færdig med de sidste benspjæt i morges, før veninde sagde: “NU klarer det op, vi skal af sted.”

Hun havde, mens jeg sov, lagt en rute. Så bevæbnet med paraply satte vi kursen mod Monti, der skulle være det nye hippe kvarter i Rom (bag Colosseum.)

Der er ingen af os, der just er stifindere, så vi kikker tit på kort. Så fumler vi med solbriller og læsebriller, men vi er enige om, at ligegyldigt hvor mange omveje vi går, er der noget nyt og betagende smukt at se på. Jeg tænker mange gange på, hvordan det påvirker skolebørnene hver morgen at gå forbi ikoniske bygninger, krydse forbi Forum Romanum og kikke op mod Colosseum. Jeg får også en brændende lyst til at blive arkæolog.

Vi kommer forbi det,  man kan kalde verdens ældste shopping mall, nemlig Trajans marked.  (ca. 2000 år) Vi rodede lidt i hjernekisterne for at slå op i Mikkelsens latinbog fra skoletiden, og mente vi kunne huske kejser Trajan. Ruinerne fortæller i dag en historie om, hvordan romerne mødtes her og handlede alle slags varer. Jeg så det hele for mig. Krukkerne med olivenolie, mænd i lange hvide gevandter.

Vi var lige landet i Monti kvarteret, da min veninde fandt den taske, hun længe havde snakket om, og inden jeg fik beundret den, havde hun også investeret i et par støvler.

”Du har ikke købt noget?” Sagde hun og så strengt på mig.

Men hun ved ikke, at jeg har kik på et par blå pytonstøvler i skobutikken i vort eget kvarter. Dem lurer jeg på,  hver gang vi går hjem.

På tilbagevejen krydsede vi Capitol og besluttede, vi ville besøge museet der, men først hjem og smække benene lidt op efter at have gået næsten 14.000 skridt ligesom de forrige dage.

Rom i en Fiat 500
Rom i en Fiat 500
Fra Trijans marked
Fra Trijans marked
Ikoniske bygninger overalt, her Vittorio Emanuele monumentet
Ikoniske bygninger overalt, her Vittorio Emanuele monumentet

Et halvt århundrede med Roma

Det er 51 år siden, jeg var i Rom for første gang. Så er det sagt.

Jeg var 16 år og var med mine forældre på togrejse hertil. Dengang satte man sig ikke lige op i et fly, ja jeg havde faktisk aldrig fløjet på det tidspunkt.

Hvordan har byen ændret sig i det halve århundrede? Colosseum og Pantheon ligner jo sig selv og Forum Romanum ligeså. Trafikken er blevet mere intens, og der er endnu flere japanere i bybilledet, nu med selfie-stænger. Dengang fandtes der ikke mobiltelefoner, så folk undgik at gå ind i hinanden på gaden, fordi de ikke så ned på deres telefoner hele tiden.

Og så er der da en anden stor forskel: De italienske mænd er ikke  så nærgående mere:-)

Min rejsefælle fortæller, at hun var her første gang som 21-årig ( vi er jævnaldrende.) Hun rejste sammen med en veninde. To langbenede blondiner. Kunne de gå i fred på gaden? Nej. Langt fra. De endte med at barrikadere sig på deres hotelværelse det meste af tiden.

”Det havde jeg ikke gjort i dag”, siger hun og griner højt.

Mine forældre vogtede  over mig dengang i 60-erne. De insisterede på at tage med på en natklub (kaldte man det dengang, selvom det var et slags diskotek), for man kunne ikke vide om jeg blev bortført, sagde min far advarende.

”De bedøver dig og slæber dig væk og sælger dig til hvid slavehandel.” Fortsatte han. Jeg syntes han overdrev.

Jeg mødte (selvfølgelig) en sød italiensk ung mand, der dagen efter vores møde, stod foran vores hotel og høfligt spurgte mine forældre, om han måtte gå en tur med mig. Min far, der ellers var venligheden selv, sagde: Nej. Han indprentede overfor mig, at italienske mænd ikke var til at stole på, de var en flok kvindebedårer alle til hobe, og så sluttede han af med at sige:

”Selv din mor pifter de efter.” Det syntes jeg ikke lød smigrende. Det indkasserede da også et misbilligende blik fra hende.

I dag krydsede min rejsefælle og jeg ikke Rubicon, men Ponte Sisto for at besøge Villa Farnesina i Trastevere. Et fuldstændig fantastisk palads fra 1500 tallet med freskoer af kunstnere som Raphael, Sebastiano del Piombo, Giulio Romano, and Il Sodoma.

Vægge og lofte er bemalede og gulvene er i imponerende marmor-mønster. I haven står appelsintræer, kvædetræer og granatæbletræer. Oh, øjenfryd. Huset blev bygget til en rig bankfamilien, og man bliver slået af, hvor velholdt det er.

Ikke en eneste flirtende italiener, kun en (halv)venlig kostode, der sagde, jeg ikke måtte sidde på trappen op til palazzioet.

Så travede vi rundt i Trastevere og fandt en hyggelig frokostcafe, hvor en sød svensk kvinde serverede.

Så hjem til siesta. Vi høres ved i morgen.

Imponerende lofter i alle rum
Imponerende lofter i alle rum
Svært at få alle frescoer med
Svært at få alle frescoer med
Rafaels engle
Rafaels engle

When in Rome….

”Er det ikke rart med et sted, der er roligt og ligger lidt væk fra de store strøg og de kendte pladser?” Spørger min rejsefælle og peger ind i en mørk gyde, der ikke har set en solstråle siden Cæcar gik på Jorden.

”Joh, siger jeg lidt tøvende,” men vi er trætte, sultne og ikke mindst tørstige.  Nu er det lunchtid. Og min veninde har ret, også godt med skygge og det sted, hun udpeger er sikkert ikke nogen turistfælde.

Vi er taget til Rom, næsten helt spontant. Rom er altid et besøg værd. For et par uger siden gik vi ind på nettet og ledte efter flybilletter. Vi var enige om, at vi skulle rejse i september men det kunne blive såvel Lissabon som Firenze, Madrid eller Amsterdam. Så faldt vore øjne på fly til Rom for 550 kr. retur pr stk. og så slog vi til. Derefter var det bare at booke en lejlighed på Airbnb , og så var den rejse på plads. Så nemt er det, når man er freelance og bare kan tage af sted.

Vi ankom i går. Vi havde fået mange advarsler, der alle drejede sig om, at vi skulle regne med forsinkelser og ekstraudgifter for det ene og det andet, da vi rejste med lavprisfly. Men vi ankom præcis på det annoncerede tidspunkt og uden ekstra udgifter.

Det var moderen til lejlighedens ejermand, der tog imod os, og vi fik en minutiøs gennemgang af maskiner, køkkenredskaber, netadgang osv. af hende i et toneleje, der lå oppe i diskanten. Det meste på italiensk. Dog blandede hun enkelte engelske ord ind i redegørelsen. Heldigvis viste det sig til min store undren og beundring at min rejsefælle taler italiensk. Lidt understreger hun, men jeg er imponeret, for hun forstår en hel masse, og jeg skubber hende foran mig, når vi er ude og shoppe.

”Men er I ikke lige kommet? Har I nået at shoppe?” Spørger du, kære læser?

Heldigvis eller desværre ligger der en skoforretning ti meter fra vores lejlighed. Og der spottede vi allerede ved ankomsten flere ting, der skulle undersøges nærmere. Men vi blev enige om at vente til i dag. I stedet pakkede vi ud og trak lod om, hvem der skulle sove hvor, og stadig som gode venner drog vi ud i byen. Vi har begge været i Rom adskillige gange, men vi kan ikke få nok af byen. Hvert et torv og hver en gyde er værd at udforske, men først skulle vi have en drink og så middag. Vi fandt et torv og så verden gå forbi, mens vi drak aperolspritz, for det er så moderne. Lidt senere slentrede vi hen til en restaurant, der så indbydende ud. Vi ville sidde udenfor. Min veninde foreslog, at vi satte os ned ved et bord, der stod lidt alene for enden af en lang alle af borde.

Jeg satte mig ved et andet bord.

”Sidder vi ikke lidt tæt her?” Spurgte rejsefælle.

”Der er jo ingen her, der forstår, hvad vi taler om”, sagde jeg og trak hendes stol ud for at stemme hende lidt mildere.

”Jo, det gør vi”, sagde parret ved nabobordet fluks. Og tilføjede, at de kunne anbefale den pizza med laks og rucola de var i gang med.

Så var det for sent for os at flytte. Det havde set uvenligt ud.

Ved frokosten i dag var vi mere opmærksomme på, hvem der sad ved siden af os.

Det med, at vi havde fundet et fredeligt sted var så som så, for efter vi havde fået drikkevarer, kom der en spillemand med trækharmonika og forstyrrede idyllen. Det var næsten ikke til at høre, hvad vi selv sagde.

Til gengæld gav vi ham nogle mønter, da han var rundt med sit bæger, men vi tilføjede, da vi gav ham pengene, at det var for at standse spillet og gå videre. Men vi sagde det på dansk.

I dag har vi vandret rundt til alle de steder, vi har set mange gange før, men stadig nyder: Trevi fontænen, Pantheon, Campo di Flori osv osv. Du hører mere de kommende dage.

Forfatteren på Pantheon pladsen
Forfatteren på Pantheon pladsen
Rom, din dejlige kælling, vielsker dig
Rom, din dejlige kælling, vielsker dig
Fontana di Trevi
Fontana di Trevi

Vejrudsigter og forfald

Er der ikke (alt for) mange vejrudsiger i tv og i radio? Mange gange om dagen står vejrværter, så populære som rockstjerner, og udpeger skyer og lavtryk, mens de fortæller, hvordan vejret eventuelt bliver. Allerværst er det, når de fortæller, hvordan vejret har været i løbet af dagen. Der var en, der fortalte mig, at det skyldes, at seere gerne vil vide, hvordan vejret har været hos venner eller familie i andre egne af landet.

Da jeg hverken er landmand eller sejler, nøjes jeg med at se ud ad vinduet, hvis jeg vil vide noget om vejrsituationen.

Alligevel skal dette blogindlæg handle om vejret. Som der har været megen snak om i år (i lighed med alle andre år, jeg kan huske tilbage på, og vid, at de er mange.)

I denne sæson klager folk over, at juli var for våd, og august er for kold og blæsende. Men jeg tilbringer en del tid i mit sommerhus, og fra mit vindue er der meget godt vejr at gå ud i.

Jo, det regner og stormer indimellem, men alligevel er der noget helt særligt ved august. Overflod blandt andet, masser af bær og frugter og svampe, lige til at samle og omdanne til forråd. Eller bare spise løs af. Jeg elsker at gå på stranden, der snart er øde, fordi badegæster er gået hjem, og livredderen har pakket sammen. Vandet er friskere på denne årstid, det eneste man skal frygte er brandmænd. Der er rigtignok noget vemod ved, at sommeren er ved at være forbi, men så glæder vi os til ild i brændeovnen (har smug-tændt-op i denne sommer) og tændte stearinlys. Sommeren kan være så stressende. Hver gang solen skinner, må vi fare ud og nyde det, og familien Danmark styrter ud til grillen, hvor mændene ifører sig sjove forklæder, mens de vender bøfferne og får ros for det.

I sensommeren og efteråret falder der mere ro på, og sådan er det også i livet. Selvom der er fokus på forfald, så kan man øve sig i at se det smukke i det, bare se på skoven, der falmer trindt om land. Desuden vil jeg ligne nævne, at en forstmand engang fortalte mig, at når det falmende løv falder til jorden, er de nye blade på vej.

Nå, nu siger meteorologerne, at de næste dage bliver vejret godt, så jeg må skynde mig ud i det.

IMG_3068

 

Forstå mig ret

Når jeg rejser i ikke engelsk talende lande, føler jeg mig reduceret til et tre års barn, hvis konversationen er begrænset til: si eller oui. Og merci og muchas grasias. Når man i mange år har levet af at formulere sig, er det et problem, hvis andre mennesker ikke forstår, hvad man forsøger at udtrykke.

Jeg har lige været i Stockholm, og her taler de fleste mennesker jo svensk. Det skulle vel ikke være så svært. Vi i Norden forstår jo hinanden, ikke? Nej.

Jeg havde i mange år et samarbejde med svenskere, jeg har oversat svenske artikler til dansk, jeg ser ofte svensk TV og følger Wallander på dansk tv, uden at læse underteksterne. Om jeg kan tale svensk? Nå, næh, jo så nogenlunde, mente jeg. Jeg kender i hvert fald mange svenske ord, der adskiller sig fra de danske. Frukost er fx ikke frokost men morgenmad, Og når svenskerne siger grattis med to t-er betyder det tillykke og ikke at noget er gratis, for det er nemlig kun med et t. Engang ringede jeg til et svensk firma og bad om at tale med en bestemt medarbejder. ”Hun er ledig”, sagde omstillingsdamen. ”Så stil mig venligst ind”, sagde jeg, før jeg forstod, at ledig betyder, at hun havde fri, og ikke at hun var parat til en samtale. Dengang antog jeg også, at en affärsman var en mand, der havde en affære. Jeg syntes, det var imponerende, at man havde et ord for det. Sådan er det hele vejen igennem.

I de første dage af mit besøg i den svenske hovedstad, henvendte jeg mig gladelig til svenskere med mit dansk-svenske. De stirrede forskrækkede på mig og spurgte, om jeg ikke talte engelsk. Men jeg ville ikke give op. Vi måtte kunne forstå hinanden, vi er jo granna (naboer) som en svensker sødt sagde til mig. Men hver gang jeg talte højt og tydeligt og ikke mindst langsomt på dansk/svensk, stirrede jeg ind i forbløffede ansigter. Kunne se på mine svenske brødre og søstre, at de ikke fattede en bønne. De gik simpelthen i panik, når jeg åbnede munden og havde på forhånd besluttet, at de ikke forstod, hvad jeg sagde. Jeg klagede min nød til min datter, der konstaterede: ”Det er accenten. Du har den helt forkerte accent, det hører de fluks, og så beslutter de, at de ikke forstår noget af det, du siger.”

Det bøjede jeg mig for og slog over i engelsk. Selvom jeg følte, det var en falliterklæring. Men hellere det end slet ikke at blive forstået.

Alligevel blev jeg en anelse pikeret, da jeg besøgte et museum. Jeg var lige trådt ind i et af lokalerne, da en kustode begyndte en lang forklaring på tysk. Jeg forstod det meste af, hvad han sagde, men jeg undrede mig. Jeg havde ikke sagt et ord. Godt nok bliver danskeres accent ofte forvekslet med tysk, men jeg havde ikke åbnet munden.

En medkustode spurgte på svensk kollegaen om, hvorfor han talte tysk til mig, og så forklarede han, at netop havde talt med en tysker, og derfor var han bare blevet ved med at tale tysk.

Alt det forstod jeg, fordi jeg næsten taler svensk.

 

Skiltet betyder ikke at der er forbud mod aldring, men forbud mod åben ild
Skiltet betyder ikke , at der er forbud mod aldring, men forbud mod åben ild.

Grønne chili og en blå cykel

”Jeg går ud i køkkenet, og når jeg står ved køleskabet, tænker jeg: Hvad var det, jeg skulle herude? Kender du det?”

Spurgte en af mine jævnaldrende venner.

Sådan noget spørger man ikke et ungt menneske om, men hvis man gjorde, ville man få samme bekræftende svar, som jeg kunne give: ”Ja, det kender jeg.” Vi, der er +60, tror altid, at det med at glemme eller være distræt er noget, der kun hører alderdommen til.

Jeg  fortsætter historien om at gå ud i køkkenet efter noget og gå tilbage i stuen med noget helt andet.

”Hvad har fire grønne chili med en ny cykel at gøre?” Ikke ret meget, og  dog.

Jeg havde i sommerlandet plukket to kg stikkelsbær hos en veninde, og de skulle anvendes. Jeg fandt yndlingsopskriften på chutney. Konstaterede at jeg manglede fire grønne chili, udover de ingredienser, jeg allerede havde anskaffet. Af sted på cykel til købmand. Ingen grønne chili her, kun røde. Sms til klog kogekone: ”Kan røde bruges?” Svar: ”Det ville jeg ikke gøre”.  Af sted til næste butik.  Stadig ingen grønne chili, til gengæld havde de så en hel masse andet, jeg ikke vidste, jeg manglede, men som røg med i kurven. Videre ind til Frederiksværk, hvor jeg faktisk fandt de så heftigt begærede små grønne sataner. Jeg kunne lige så godt købe nogle rødbeder, nu jeg var i syltehumør, men ak nej sagde den flinke dame i grøntsags-afdelingen: ”De kommer først i morgen. Med top.” Det sidste understregede hun vist for at sætte et formildende plaster over rødbede-savnet. Også her fik jeg købt et par ting ud over det, der stod på huskeseddel. På vejen hjem passerede jeg en cykelforretning, der længe har reklameret med, at der er totalt ophørs udsalg, og da min cykel i sommerhuset er 16 år gammel og uden gear, har jeg ofte tænkt, at den godt kunne suppleres med en cykel mere. Der var lige een lyseblå street cykel (som det hedder) tilbage, og når styret blev hævet og sadlen sænket, passede den perfekt til mig, og rabatten var god. Cykelhandleren ville klargøre køretøjet, så jeg kunne hente det et par timer senere. Kontaktede fluks veninde, der bor i sommerhus tæt på mit. Hun lovede at køre mig, når jeg skulle hente cyklen.

På vejen fortalte jeg hende om mine meget forskellige indkøb: ”Det begyndte med, at jeg bare manglede nogle grønne chili…” Begyndte jeg. Hun så overbærende på mig og sagde: ”Nå, dem kunne du have fået af mig.”

Den færdige stikkelsbærchutney med grøn chili.
Den færdige stikkelsbærchutney med grøn chili.