Mange børn kender døden som noget, der rammer gamle mennesker. Man dør, når man er gammel nok. Så let er det.

Jeg husker endnu, at min søster chokerede min far og mor ved bramfrit midt på en torsdag aften ved middagsbordet at spørge: ”Hvad arver vi, når mormor dør?”

Da min far havde sundet sig lidt, svarede han: ”Sådan siger man ikke. Hvis du absolut må vide det, kan du spørge: Hvad kunne der tilfalde os, hvis vi skulle være så uheldige at gå hen og miste mormor.”

Børn skal ikke være ret gamle, før de forbinder døden med at arve noget. Jeg har deltaget i julefrokoster, hvor de yngste deltagere kom op at skændes om, hvem der skulle arve bedstemors ældgamle stjerne i toppen af juletræet. Det forekommer jo meget uskyldigt, når vi taler om juletræspynt. Det bliver straks værre, når voksne børn bliver uvenner for livstid på grund af en arv. Den slags er der masser af historier om. Jeg kendte en kvinde, der arvede en formue fra sine forældre sammen med søsteren. Alligevel lykkedes det de to søskende at opnå livslangt fjendskab på grund af en bojan, de begge begærede. Hvis du er under 50 og læser dette, ved du måske ikke engang, hvad en bojan er. Det er en kinesisk stentøjskrukke, men den omtalte var ikke fra Ming-dynastiet og  ikke synderlig værdifuld.

Forleden sagde mit otte årige barnebarn: ”Hvem skal arve alle dine ting, når du går bort?” Ja det sagde hun: ”går bort”. Det er ord, hun for nylig opsnappede i skolen, da en lærer havde fortalt, at en af klassekammeraternes bedstemor var gået bort.

”Det skal din mor og din onkel”, sagde jeg….”De er jo mine børn. Men hvis der er noget særligt, du kunne tænke dig, kan vi jo snakke om det.” Hun tænkte længe, før hun sagde:

”Så vil jeg gerne arve dine nøgleringe.”

Sådan blev aftalen. Nu håber jeg ikke, der opstår livslangt fjendskab mellem hende og hendes søskende.