”Lykkeligst at hvile på er en fuldendt gerning.” Sagde min mor ofte, da jeg var barn, og især på de dage, da jeg havde ryddet op på mit værelse, og faldt omkuld i sengen om aftenen efter den udmattende handling.

Jeg er ikke sikker på, jeg helt forstod, hvad hun mente, men jeg har tit tænkt på det siden og på sandheden i det gamle udtryk. Der ligger en evig visdom i de gamle talemåder. Men somme tider kommer de til at sige hinanden imod.

I går ankom jeg til mit sommerhus med hængekøje og romaner i tankerne. Men inden jeg kom dertil, var der pligter, der skulle overstås. Blog skrives, græs slås, opvaskemaskine tømmes, terrasse fejes. Som tiden dog løber. Da jeg endelig fik grebet romanen og hængt hængekøjen op, var solen forsvundet. Og det småregnede. Da var det, jeg kom til at tænke på et andet gammelt ordsprog: ”Den der gemmer til natten, gemmer til katten.” Men jeg sov rigtig godt i nat med en glorie svævende over sengen. Sådan føltes det.

Egentlig skulle dette indlæg have handlet om en rigtig møg-dag, og tankerne i den forbindelse, men den følger en af de kommende dage. For nu styrter jeg ud i solen, mens den skinner.