”Hvorfor er voksne altid så søde mod børn?” Cecilie på otte så spørgende på de to bedstemødre.

”Det er fordi, vi gerne vil have, I har det godt”. Sagde vi i munden på hinanden. Vi gør alt synkront her på tredjedagen af børneferien.

Den otteårige ser ned og siger: ”Hmm”. Ikke andet. Det lød som om, der var en smule mistænksomhed i det…men det skal man nok ikke lægge noget i.

Dagen fik en flyvende start, da Victor, på seks, kom hostende ind til mig klokken lidt i syv. Jeg må nødtvunget indrømme, at jeg lige der takkede Apple for at have opfundet iPaden. Så jeg kunne få en time mere på øjet. Hele resten af huset sov endnu.

Men sådan fortsatte det ikke. Klokken ni var vi alle samlet om morgenbordet, dagens nemmeste måltid. Det er bare at sætte yoghurt, müsli, havregryn, cornflakes og så en lille smule usundt crunchy choko ting frem, (man er vel på ferie med bedstemødre), så forsyner alle sig, og der er ro i mindst fem minutter.

Aftenerne bliver sene for bedstemødrene, for vi skal jo planlægge den kommende dags program, når børnene endelig sover. Så drikker vi et glas rosé og googler, for at se hvad, lokalområdet byder på.

I dag stod programmet på fuglepark i Græsted, men først måtte jeg jage til Gilleleje efter hostesaft til Victor og et nyt billedkort til fotoapparat, så vi senere kan dokumentere alle ferieminder for forældrene. Desuden skulle jeg have to kilo fiskefars til vores aftensmad, 400 gram remoulade samt tre kilo kartofler. Ja, der skal noget til, når man er ni om bordet hver aften. Da jeg kom tilbage til bilen efter indkøb, stod der en meget ældre mand, (hvornår er man gammel?) og skrev noget på en seddel.

”Jeg er kørt op i dig”, sagde han undskyldende og trippede lidt uroligt ved den besked.

”Bakgearet gik helt amok, så jeg røg pludselig tilbage”, forklarede han. ”Jeg ramte kun nummerpladen, men nu har jeg skrevet mit navn og telefonnummer på denne seddel.” Han rakte mig en huskeseddel, som han havde noteret sit navn bagpå. ”Mit telefonnummer ender på 1812, det kan du altid huske”, tilføjede han. Jeg troede, han ville sige, at det var hans fødeår, men han fortsatte: ”Det er en opera, der hedder sådan…den har jeg set, det var…”

Da afbrød jeg venligt, og forklarede at jeg havde syv sultne børn ventende i et sommerhus, så jeg måtte af sted.

Vejret har været skønt hele dagen heroppe på det nordlige Sjælland, så vi ankom til fuglepark i højt humør og med den sædvanlige madkurv. Vi fodrede ikke bare børnene, men også papegøjer og vi så på aber, og opnåede også at blive skammet ud af ejeren af selve parken. Han kom rendende efter os, og påstod at nogle af vores søde og velopdragne børn havde kastet nødder, de havde hevet af træerne, efter hinanden og efter dyrene. Det kunne vi slet ikke tro, og børnene sagde da også, at det aldrig havde været deres hensigt at være uartige. Og vi tror på alt, hvad de siger.

Vi klappede også en kongepyton. Nogle af børnene prøvede at få den om halsen. Det var ejeren, der stod for pyton-show, så vi var lidt bekymrede for, om han nu ville sige til slangen, at den skulle klemme til om halsen på de yndige små, men vi overlevede alle.

Hjem til fiskefrikadeller, der var meget populære. Derefter vandkamp på græsset. Nogle kom til at græde, men det sker jo, Vi prøvede pædagogisk at sige, at hvis man ikke kan tåle mosten, skal man ikke stille op til vandkamp. ”Hvad er mosten?” Ville nogle af dem vide.

Så lavede vi en lille naturquiz, for temaet for denne summer camp er: Natur.

Ved du fx hvor mange ben en sommerfugl har?

Det vidste jeg heller ikke. Men man bliver meget klogere af at tage på sommerlejr med syv børn.

Vi høres ved i morgen.