Jeg ved ikke, om man i barselssprog stadig taler om 3. dagen eller 4.dagen, som den dag, da mælken falder til, og moderens hormoner raser i kroppen, og hun derfor har let til tårer.

Men jeg kommer altid til at tænke på denne markante dag, når mange mennesker er sammen i længere tid. Der er som regel en dag, der er lidt skæv i forhold til resten af tiden. Det kan være, at vejret ikke arter sig, som man ønsker, eller at en vis træthed har sneget sig ind hos alle, eller der opstår gniderier.

Havet var næsten blikstille, da jeg vågnede, så det indbød til en længere svømmetur (for mig), og så var dagen i gang. Min med-bedstemor er tidligere sejler, så hun tjekker vejrudsigten på sin telefon hele tiden, som om familiens velbefindende afhænger af, om der bliver bølgegang eller ej. Nu kalder vi hende meteorologen. Hun havde allerede i søndags varslet, at det ville regne i dag. Og ret havde hun. Kort før frokost ”pisregnede” det, som børnene så poetisk udtrykte det.

Meteorologen og jeg drak rødvin i stedet for at google nye spændende udflugtsmål i aftes, for børnene havde sukket, da vi kørte hjem fra fugleparken: ”Kan vi ikke få en fridag i morgen, hvor vi bare kan være i huset?”

Så dagen i dag har været helt ustruktureret, som så meget andet på denne tur. Der har været fri leg på første sal med flexi-track bane, lego-bygning og noget så gammeldags som ludo. Kun et enkelt uheld med nogle vandballoner, der sprang indendørs. Lidt skænderier skal der også til, og der blev slæbt meget sand og græs ind, når børnene løb barfodet ind og ud. Men vi lod som om, vi ikke så det. Meteorologen tjekkede vejrudsigten og fastslog, at det ville klare op klokken 20, så vi eventuelt kunne spille minigolf til den tid.

Derefter begyndte hun at lave dessert. Hun stirrede ud i regnen og sagde henført. ”Godt jeg ikke er om bord på en sejlbåd i det vejr.”

Jeg havde dog stunder, hvor jeg drømte mig bort til en duvende sejlbåd i Caribien. Men jeg fik faktisk læst de første halvanden side i den medbragte roman.

Vi arbejdede også lidt med en kokosnød. Det var en, en af mødrene havde efterladt med bemærkningen: ”Den er sjov for børnene at få hul på.” Og det tænkte vi på, mens vi baksede med skruetrækker og boremaskine. Vi så for os, hvordan moderen, der sad i New York, nippede til sin Cosmopolitan på Manhattan, mens hun tænkte venligt på os. Samme mor havde kærligt foreslået, at vi tog alle børnene med på kro en aften på hendes regning.

Men de to erfarne bedstemødre så på hinanden og forudså, hvordan børnene ville bestille retter, som alligevel ikke smagte, som de var vant til, og vi konstaterede, at det var nemmere, de væltede vandglas og spildte ketchup på dugen hjemme i stedet, så sådan blev det. Hjemmelavede burgere til alle. Til gengæld købte vi nogle dejlige flasker vin på moderens regning. Og børnene fik sodavand. Og vafler med is, som vi selv samlede. Minigolfen blev udsat. Og det klarede faktisk op allerede ud på eftermiddagen. Nogen drog til havnen i Gilleleje for at fange krabber, mens nogen blev hjemme og badede og fandt spændende sten på stranden. Jeg havde, i forlængelse af vores natur-tema, tænkt, vi skulle slibe stykker af kokosnødskallen med sandpapir, som vi gjorde, da jeg var barn, og så lime stof bagpå og sætte en sikkerhedsnål i, og vupti havde vi en fin broche. Men denne aktivitet er nu udsat til en anden regnvejrsdag.

Da jeg før sengetid sagde til Pelle på fire:  Ej, se lige en flot solnedgang, vendte han sig om, stirrede ud over vandet og sagde: “Det ser jo ud som de andre dage.”

Nå ja.