Kolonien er blevet mere end halveret. Lørdag morgen var vi kun fire mennesker tilbage i huset. Tre børn og en voksen. Det regnede. Men jeg skulle alligevel ned og svømme. Efter morgenmaden løb børnene ovenpå, og snart begyndte de at skændes. Det meste af det legetøj, der har været gang i, var forsvundet med min med-bedstemor og hendes hold børn.

Efter at have haft syv børn i en uge har jeg sendt mange tanker til en pige, der gik i min datters klasse. Hun var ud af en familie med 15 børn! Jeg spurgte engang moderen til børneflokken, hvordan hun klarede hverdagen med 17 mennesker omkring bordet hver aften. Det gik meget godt, sagde hun, man vænnede sig til, at der var mange, og så tilføjede hun, der var katolik: ”Det er jo Guds vilje, når man får så mange børn.” Hun så hovedrystende på mig, da jeg sagde: ”Jamen han passer dem jo ikke.”

Nå, jeg skulle jo ikke klage, nu da jeg kun havde tre børn at tage mig af, men det regnede stadig, og børnene gad ikke være ude.

De to af børnene blev hentet ved frokosttid, og de var heldigvis glade for at se deres forældre. Sæt nu, de ikke ville med dem hjem?

Så var Cecilie (8) og jeg tilbage. Cecilie støvsugede, mens jeg tømte opvaskemaskinen, og så trængte vi ærlig talt til en strøgtur i Gilleleje. ”Det er godt, vi har lidt kvalitetstid sammen”, mente Cecilie. Jeg skulle købe en neglefil, og den skulle vise sig at være nyttig senere.

En legetøjsforretning lokkede. ”Jeg skal bare lige ind og se, om de har noget til augention-dukkerne”. Cecilie trak mig hen mod forretningen, mens hun forsikrede, at hun ikke skulle have noget, bare kikke. Jeg havde aldrig hørt om augention- dukker, men snart blev jeg præsenteret for en hel serie ting, man kunne købe til dukken, der hed our generation. Dukketilbehør var noget så uundværligt som: en isbil, tennisudstyr, spa-ophold, og gardenparty, for nu bare at nævne nogle.

Vi kikkede og kikkede. Cecilie løftede den ene ting efter den anden ned fra hylderne og sukkede: ”Jeg er i paradis.” Og sjovt nok kom vi ud af butikken, lige før den lukkede, med en pose med tilbehør til dukken derhjemme.

Tilbage i huset legede vi spa-ophold, og vi fik også filet lidt på en kokosnødsskal-broche. I mangel af sandpapir brugte vi den nys indkøbte neglefil. Vi blev afbrudt af en sms fra min søn. Victor havde vist glemt nogle højtelskede fodboldshorts. Om vi ville lede efter dem. Ja, det ville vi, men uden held. Sms til andet hold børns forældre hjalp ikke, de havde ikke fået shortsene med hjem i kuffert, men børnene mente, at det var Victors lillebror, der havde gemt dem udenfor en dag, han var sur. Denne besked indløb, efter Cecilie og jeg havde været til middag hos min papdatter (hvis børn heldigvis er voksne.) Vi måtte så ud med lysende mobiler og lede på det hemmelige grankoglested, for at se om shortsene var gravet ned der. Lillebror selv huskede intet om, at han eventuelt skulle have snuppet brormands shorts.

Min medbedstemor, der nu er vendt tilbage til sit normale liv, sms’ede at hun både havde sovet længe og spillet tennis, og så tilføjede hun: ”Jeg har stor respekt for børnehavepædagoger.”

Det har jeg også.