”Der er er mennesker, der kan rejse den halve jordklode rundt og ikke have noget særligt at berette, og så er der nogen, der efter en tur til købmanden har meget at fortælle. Du hører til den sidste kategori.”
Sagde en ex-kæreste engang til mig, Måske syntes han, jeg snakkede for meget, men jeg opfattede det alligevel som en kompliment.
Jeg kom til at tænke på ordene i formiddag, da jeg var ude og gå. Ville bare ned til vandet og bade og hjem igen, men undervejs blev jeg trukket ind i plantagen og ud på de åbne vidder af skovhindbærbuske og svampe, der lokkede. Jeg kom hjem, ikke bare med naturens gaver, men også med mange indtryk og oplevelser i rygsækken.
Nede ved vandet fandt jeg en død sælunge på stranden. Jeg fik en snak med den unge livredder, der havde god tid til at sludre, for der var ikke mange mennesker på stranden, og slet ingen der badede bortset fra mig. Han forklarede, at hans job blandt andet består i, at holde særlig godt øje med mindre børn og med ”gamle”. (Blev ikke helt klar over, om jeg hørte til sidste kategori.) Det sker engang imellem, at ældre mennesker falder i vandet eller på stranden, så kan de i uheldigste fald brække noget, og små børn kan risikere at blive væk i bølger i et nu. Men også yngre mennesker har indimellem brug for assistance. I sidste uge havde en af hans kolleger ved en nærliggende station, måttet redde en flok unge kvinder med tørklæder, da de ikke tog sig i agt for hestehuller.
Vi blev enige om, at det var ret irriterende, at strandgæsterne ikke kunne lade sælungerne være, mens de var levende. For et par dage siden, havde jeg set et skilt, hvor livredderne henstillede til folk på stranden om at lade sælungen i fred, ”moderen er ude og hente mad, så hun kan producere mælk til ungen, så lad den være, så hun kan finde den igen” Stod der. Alligevel havde han set mennesker smide ungen tilbage i havet, og nogen havde trukket den i halen væk fra det sted, hvor den lå. Jeg blev lidt harm, og trampede irriteret i sandet, da jeg ønskede livredderen en god vagt. Lovede at jeg ville tage nogle bøger med i morgen, så andre badegæster kan få glæde af dem. Han har en lille bogbytte-central. Og der loves bedre vejr. Han har et stresset job til hverdag, forklarede han, så han var tilfreds med, at der ikke var trængsel på stranden i dag. Jeg fik også lige lidt statistik med på min videre færd.
Det koster faktisk omkring 60.000 kr. at have en livredderstation på en strand kørende i en sæson, men som han sagde: ”Det koster lidt over 30.000 bare at sætte en redningshelikopter i luften en enkel gang, så hvis vi kan spare et par udrykninger, er udgiften til stationen tjent ind.”
Gik en omvej hjem igennem plantagen. Langt inde i den store skov, hvor jeg havde mistet orienteringen, mødte jeg en mor med to småpiger. De var vel omkring fem-seks og syv-otte år. Den største af pigerne insisterede på at ville ligge i den gamle havelåge af en klapvogn, de havde med, (den har sikkert stået i et sommerhusskur siden 80-erne). Pigen havde krøllet sig sammen under et badehåndklæde og nægtede at stå ud. Moderen forsøgte desperat at være pædagogisk og sige til datteren, at hun fik spaghettiben, når hun aldrig brugte musklerne i benene til at gå. Lillesøsteren blev stiktosset, fordi storesøster havde taget kørevognen, så hun satte i et skrig. Jeg registrerede det hele, mens jeg passerede karavanen, nikkede medlidende til moderen, jeg ved nemlig hvordan det er, at strande i en skov med to børn, der er utilfredse og ikke vil gå mere. Bag mig hørte jeg moderen sige til den skrigende pige: ”Se nu pigen der (det var vist mig hun mente) hun er gået ud i skoven for at få fred, og så skal hun høre på dig.” Det anfægtede overhovedet ikke skrigeballonen. Jeg ejer ikke stedssans, og selvom jeg har krydset rundt i skovene omkring mit sommerhus i 16 år, hænder det at jeg farer lidt vild, men kun lidt. Det ender nemlig altid med, jeg kommer ud på en grusvej, som jeg kan genkende. Sådan er det også i livet. Hvis man er heldig.
