Kan loyalitet gradbøjes? Det spørgsmål stiller en af personerne sig selv i en klumme i min roman ”Vovestykker”.

Det tænkte jeg på forleden, da jeg mødtes med en veninde. Hun fortalte mig, at hendes mand havde bestilt en flybillet til deres datter. Den morgen, datteren mente hun skulle af sted, ville faderen lige tjekke, hvorfor han endnu ikke havde modtaget en sms med besked om indtjekning. Det viste sig, at rejsen var bestilt til dagen før.

Min veninde var lidt træt af postyret (som dog var endt med, at datteren var kommet af sted.)

Senere aftalte min veninde og jeg, at vi skulle spise middag sammen, tillige med hendes mand. ”Du skal ikke nævne noget om det med den kiksede billet”, sagde veninde og så advarende på mig.

Nu skete det så, at mister uheldig flybillet og jeg mødtes på restauranten ti min før, min veninde dukkede op. Vi sludrede om løst og fast (ikke et ord om den uheldige billetbestilling), men pludselig siger min venindes mand: ”Du har vel hørt hvordan det gik, da jeg bestilte flybillet til vores datter?”

Mig: ”Næh…”

Og så fortalte han mig hele historien råt for usødet, og han gjorde intet for at forbedre sin egen andel af miseren. Jeg supplerede så med beretninger om de gange, da jeg selv var kommet uheldig af sted ved bestilling af rejsedokumenter. Jeg var midt i historien, om dengang jeg havnede i den forkerte lufthavn i Italien, da min veninde dukkede op på restauranten.

Hun fik lige resten af min gribende fortælling med, og fik det indtryk, at det var tilståelsernes tid, så hun så på sin mand og sagde: ”Jeg kom altså til at fortælle Camilla om din fejl med flybilletten.”

Der sad jeg, en anelse pikeret, fordi jeg havde løjet for at være loyal overfor min veninde.

Men det fortrød jeg nu ikke, for en hvid løgn er bedre end illoyalitet, ikke?