Er der ikke (alt for) mange vejrudsiger i tv og i radio? Mange gange om dagen står vejrværter, så populære som rockstjerner, og udpeger skyer og lavtryk, mens de fortæller, hvordan vejret eventuelt bliver. Allerværst er det, når de fortæller, hvordan vejret har været i løbet af dagen. Der var en, der fortalte mig, at det skyldes, at seere gerne vil vide, hvordan vejret har været hos venner eller familie i andre egne af landet.

Da jeg hverken er landmand eller sejler, nøjes jeg med at se ud ad vinduet, hvis jeg vil vide noget om vejrsituationen.

Alligevel skal dette blogindlæg handle om vejret. Som der har været megen snak om i år (i lighed med alle andre år, jeg kan huske tilbage på, og vid, at de er mange.)

I denne sæson klager folk over, at juli var for våd, og august er for kold og blæsende. Men jeg tilbringer en del tid i mit sommerhus, og fra mit vindue er der meget godt vejr at gå ud i.

Jo, det regner og stormer indimellem, men alligevel er der noget helt særligt ved august. Overflod blandt andet, masser af bær og frugter og svampe, lige til at samle og omdanne til forråd. Eller bare spise løs af. Jeg elsker at gå på stranden, der snart er øde, fordi badegæster er gået hjem, og livredderen har pakket sammen. Vandet er friskere på denne årstid, det eneste man skal frygte er brandmænd. Der er rigtignok noget vemod ved, at sommeren er ved at være forbi, men så glæder vi os til ild i brændeovnen (har smug-tændt-op i denne sommer) og tændte stearinlys. Sommeren kan være så stressende. Hver gang solen skinner, må vi fare ud og nyde det, og familien Danmark styrter ud til grillen, hvor mændene ifører sig sjove forklæder, mens de vender bøfferne og får ros for det.

I sensommeren og efteråret falder der mere ro på, og sådan er det også i livet. Selvom der er fokus på forfald, så kan man øve sig i at se det smukke i det, bare se på skoven, der falmer trindt om land. Desuden vil jeg ligne nævne, at en forstmand engang fortalte mig, at når det falmende løv falder til jorden, er de nye blade på vej.

Nå, nu siger meteorologerne, at de næste dage bliver vejret godt, så jeg må skynde mig ud i det.

Når jeg rejser i ikke engelsk talende lande, føler jeg mig reduceret til et tre års barn, hvis konversationen er begrænset til: si eller oui. Og merci og muchas grasias. Når man i mange år har levet af at formulere sig, er det et problem, hvis andre mennesker ikke forstår, hvad man forsøger at udtrykke.

Jeg har lige været i Stockholm, og her taler de fleste mennesker jo svensk. Det skulle vel ikke være så svært. Vi i Norden forstår jo hinanden, ikke? Nej.

Jeg havde i mange år et samarbejde med svenskere, jeg har oversat svenske artikler til dansk, jeg ser ofte svensk TV og følger Wallander på dansk tv, uden at læse underteksterne. Om jeg kan tale svensk? Nå, næh, jo så nogenlunde, mente jeg. Jeg kender i hvert fald mange svenske ord, der adskiller sig fra de danske. Frukost er fx ikke frokost men morgenmad, Og når svenskerne siger grattis med to t-er betyder det tillykke og ikke at noget er gratis, for det er nemlig kun med et t. Engang ringede jeg til et svensk firma og bad om at tale med en bestemt medarbejder. ”Hun er ledig”, sagde omstillingsdamen. ”Så stil mig venligst ind”, sagde jeg, før jeg forstod, at ledig betyder, at hun havde fri, og ikke at hun var parat til en samtale. Dengang antog jeg også, at en affärsman var en mand, der havde en affære. Jeg syntes, det var imponerende, at man havde et ord for det. Sådan er det hele vejen igennem.

I de første dage af mit besøg i den svenske hovedstad, henvendte jeg mig gladelig til svenskere med mit dansk-svenske. De stirrede forskrækkede på mig og spurgte, om jeg ikke talte engelsk. Men jeg ville ikke give op. Vi måtte kunne forstå hinanden, vi er jo granna (naboer) som en svensker sødt sagde til mig. Men hver gang jeg talte højt og tydeligt og ikke mindst langsomt på dansk/svensk, stirrede jeg ind i forbløffede ansigter. Kunne se på mine svenske brødre og søstre, at de ikke fattede en bønne. De gik simpelthen i panik, når jeg åbnede munden og havde på forhånd besluttet, at de ikke forstod, hvad jeg sagde. Jeg klagede min nød til min datter, der konstaterede: ”Det er accenten. Du har den helt forkerte accent, det hører de fluks, og så beslutter de, at de ikke forstår noget af det, du siger.”

Det bøjede jeg mig for og slog over i engelsk. Selvom jeg følte, det var en falliterklæring. Men hellere det end slet ikke at blive forstået.

Alligevel blev jeg en anelse pikeret, da jeg besøgte et museum. Jeg var lige trådt ind i et af lokalerne, da en kustode begyndte en lang forklaring på tysk. Jeg forstod det meste af, hvad han sagde, men jeg undrede mig. Jeg havde ikke sagt et ord. Godt nok bliver danskeres accent ofte forvekslet med tysk, men jeg havde ikke åbnet munden.

En medkustode spurgte på svensk kollegaen om, hvorfor han talte tysk til mig, og så forklarede han, at netop havde talt med en tysker, og derfor var han bare blevet ved med at tale tysk.

Alt det forstod jeg, fordi jeg næsten taler svensk.

”Jeg går ud i køkkenet, og når jeg står ved køleskabet, tænker jeg: Hvad var det, jeg skulle herude? Kender du det?”

Spurgte en af mine jævnaldrende venner.

Sådan noget spørger man ikke et ungt menneske om, men hvis man gjorde, ville man få samme bekræftende svar, som jeg kunne give: ”Ja, det kender jeg.” Vi, der er +60, tror altid, at det med at glemme eller være distræt er noget, der kun hører alderdommen til.

Jeg  fortsætter historien om at gå ud i køkkenet efter noget og gå tilbage i stuen med noget helt andet.

”Hvad har fire grønne chili med en ny cykel at gøre?” Ikke ret meget, og  dog.

Jeg havde i sommerlandet plukket to kg stikkelsbær hos en veninde, og de skulle anvendes. Jeg fandt yndlingsopskriften på chutney. Konstaterede at jeg manglede fire grønne chili, udover de ingredienser, jeg allerede havde anskaffet. Af sted på cykel til købmand. Ingen grønne chili her, kun røde. Sms til klog kogekone: ”Kan røde bruges?” Svar: ”Det ville jeg ikke gøre”.  Af sted til næste butik.  Stadig ingen grønne chili, til gengæld havde de så en hel masse andet, jeg ikke vidste, jeg manglede, men som røg med i kurven. Videre ind til Frederiksværk, hvor jeg faktisk fandt de så heftigt begærede små grønne sataner. Jeg kunne lige så godt købe nogle rødbeder, nu jeg var i syltehumør, men ak nej sagde den flinke dame i grøntsags-afdelingen: ”De kommer først i morgen. Med top.” Det sidste understregede hun vist for at sætte et formildende plaster over rødbede-savnet. Også her fik jeg købt et par ting ud over det, der stod på huskeseddel. På vejen hjem passerede jeg en cykelforretning, der længe har reklameret med, at der er totalt ophørs udsalg, og da min cykel i sommerhuset er 16 år gammel og uden gear, har jeg ofte tænkt, at den godt kunne suppleres med en cykel mere. Der var lige een lyseblå street cykel (som det hedder) tilbage, og når styret blev hævet og sadlen sænket, passede den perfekt til mig, og rabatten var god. Cykelhandleren ville klargøre køretøjet, så jeg kunne hente det et par timer senere. Kontaktede fluks veninde, der bor i sommerhus tæt på mit. Hun lovede at køre mig, når jeg skulle hente cyklen.

På vejen fortalte jeg hende om mine meget forskellige indkøb: ”Det begyndte med, at jeg bare manglede nogle grønne chili…” Begyndte jeg. Hun så overbærende på mig og sagde: ”Nå, dem kunne du have fået af mig.”

Hver gang jeg går forbi hybenros- buske, og det er ofte her i sommerlandet ( lige nu er frugterne røde, mens der stadig er fine duftende blomster)  tænker jeg på en kvinde, der hed Sigrid. Jeg interviewede hende for mange år siden, da hun fyldte 80 år. Hun sluttede vores samtale med at sige, at hun ønskede, at omgivelserne skulle se på hende som en hybenrose-busk, der blomstrer og bærer frugt på samme tid. Det, syntes jeg, var en smuk metafor for en ældre, klog kvindes liv.

Det er først her på mine ældre dage, at min indre hortonom for alvor har stukket hovedet frem. Jeg vil ikke påstå, jeg taler med mine pelagonier, men det er lige før. Jeg synes, det er sjovt,  ja næsten rørende, at jeg har kunnet få dem til at overvintre flere gange i min lejlighed, og de stadig blomstrer i vilden sky gennem hele sommeren. Men det kræver, at de bliver vandet jævnligt, selvom jeg ikke er der. De står på altanen, men der er perioder uden regn, selvom vi er ved at glemme det lige nu. Og så kan det gå galt.

For et par år siden fandt jeg hos min søn og svigerdatter en hortensia, der var i så ussel en forfatning, at den var havnet i skraldespanden. Det var der, jeg tilfældigvis fandt den. Jeg hev den op, for der var stadig liv i den. Og selvom man ikke er så køn som tidligere, har man da også ret til kærlighed og pleje, ikke? Jeg tog den med hjem og gav den en potte, lidt god muld og gødning. Planten belønnede snart min godhed ved at skyde i vejret, og sommeren efter satte den flere blomster. I denne sommer var den ekstra smuk med endnu flere lyserøde blomster. Den glædede mig hver dag. Så tog jeg i sommerhus, og håbede Vorherre ville vande den på altanen. Der kom en periode med sol og atter sol. Jeg kontaktede en kvinde i ejendommen, der har nøgle til min lejlighed, men hun var selv ude og rejse. Jeg håbede det bedste for planternes liv, men da jeg kom hjem, var hortensiaen visnet som i: totalt død. Ikke engang en grundig vanding og søde ord hjalp. Pelargonierne havde overlevet og blomstrede videre. Jeg klagede min hortensia nød til en veninde. Hun forsøgte at trøste med at påpege, at en stor ny plante ikke kostede en formue. ”Men det er jo ikke det samme, som en jeg selv har drevet frem”, sagde jeg lettere forarget.

Heldigvis havde min svigerdatter en anden hortensia, hun havde opgivet, så den har jeg  nu i pleje. Den har fået gødning og ny muld, og den bliver slæbt frem og tilbage fra sommerhus til lejlighed.

Selvom det at visne og dø er en del af livet, så vil man somme tider gerne forhale processen.