Det regner, da jeg vågner. Oppe fra vores fjerde sal kan vi se folk med paraplyer.
Vi drikker en kop ekstra kaffe og tjekker vejrudsigten. Min rejsefælle tvinger mig til at lave syv minutters gymnastik fra en app, hun har på Ipaden. (Jeg havde den faktisk også viste det sig, men har ikke slidt den så meget.) Jeg spurgte om hun ikke også skulle deltage i arme- og bensving, men nej, hun havde været i bad sagde hun.
I går skrev jeg lidt om mænd og flirt, som det er så som så med.
Om aftenen skulle vi spise hos Romolo I Trastevere , men inden middagen ville vi tage et glas vin på en bar, vi havde fået anbefalet ikke langt fra Romolo.
San Calisto hedder baren, og vor hjemmelskvinde havde skrevet til os : “I skal helt sikkert tage en drink der, for baren er en institution i Rom. Her finder I et godt mix af intellektuelle, kunstnere og alkoholikere.” Vi tog læbestift og de højhælede på.
Jeg kom til at sidde ved siden af en af de sidstnævnte i rækken af mixet. En italiensk mand med mange tatoveringer, der høfligt trak stolen ud for mig og begyndte en samtale på italiensk. Min rejsefælle, der som tidligere nævnt, om ikke mestrer italiensk så dog forstår en del, oversatte villigt. Kavaleren rejste sig, men vendte hurtigt tilbage med en pakke cigaretter, som han begyndte at kampryge. Han spurgte omsorgsfuldt, om det generede, men inden jeg nåede at reagere, svarede min veninde: “nej nej, ikke her udenfor.” Og så nippede vi til vore bobler, hvad er Rom uden lidt prosecco i ny og navnlig i næ? Vi spejdede efter Marcello Mastroianni typer, bare I opdateret version, men nej. Vi kunne høre på tungemålene, at mange var turister som os.
Vi gik videre, over den smukke plads foran Santa Maria kirken. Pladsen var som mange pladser i Rom bevogtet af soldater med maskinpistoler. Om formiddagen havde vi også gået forbi kirken og noteret os, at der stod to soldater, en kvinde og en mand, de havde begge fjer i hjelmene. Om aftenen passerede vi de to igen, de havde stadig venlige smil på læben.
Hos Romolo sad vi i gårdhaven under en parasol af grønne planter. Jeg oplevede betjeningen som lidt fortravlet, mens min rejsefælle, følte sig godt behandlet, men hun var lidt utilfreds med, at stedet er turistet. Vi blev fx placeret lige bagved et dansktalende par. Men vores pasta vongole var udmærket.
Næppe var jeg færdig med de sidste benspjæt i morges, før veninde sagde: “NU klarer det op, vi skal af sted.”
Hun havde, mens jeg sov, lagt en rute. Så bevæbnet med paraply satte vi kursen mod Monti, der skulle være det nye hippe kvarter i Rom (bag Colosseum.)
Der er ingen af os, der just er stifindere, så vi kikker tit på kort. Så fumler vi med solbriller og læsebriller, men vi er enige om, at ligegyldigt hvor mange omveje vi går, er der noget nyt og betagende smukt at se på. Jeg tænker mange gange på, hvordan det påvirker skolebørnene hver morgen at gå forbi ikoniske bygninger, krydse forbi Forum Romanum og kikke op mod Colosseum. Jeg får også en brændende lyst til at blive arkæolog.
Vi kommer forbi det, man kan kalde verdens ældste shopping mall, nemlig Trajans marked. (ca. 2000 år) Vi rodede lidt i hjernekisterne for at slå op i Mikkelsens latinbog fra skoletiden, og mente vi kunne huske kejser Trajan. Ruinerne fortæller i dag en historie om, hvordan romerne mødtes her og handlede alle slags varer. Jeg så det hele for mig. Krukkerne med olivenolie, mænd i lange hvide gevandter.
Vi var lige landet i Monti kvarteret, da min veninde fandt den taske, hun længe havde snakket om, og inden jeg fik beundret den, havde hun også investeret i et par støvler.
”Du har ikke købt noget?” Sagde hun og så strengt på mig.
Men hun ved ikke, at jeg har kik på et par blå pytonstøvler i skobutikken i vort eget kvarter. Dem lurer jeg på, hver gang vi går hjem.
På tilbagevejen krydsede vi Capitol og besluttede, vi ville besøge museet der, men først hjem og smække benene lidt op efter at have gået næsten 14.000 skridt ligesom de forrige dage.
