Lidt øm i kroppen efter gymnastikken dagen før tumler jeg ud af sengen søndag morgen. Hovedet værker også, men det skyldes, at vi endte hjemme hos en romers/dansk familie til middag lørdag aften.
Vi havde hørt at Sofie Wochner og hendes mand laver popup-restaurant i deres hjem indimellem. Da vi mailede, viste det sig, de havde fået et afbud til lørdag, så der var to pladser til os ved middagsbordet i deres dagligstue, hvor der var dækket til 12.
De bor i Monteverde Vecchio, på bakken oppe bag Trastevere. Traditionen tro for vi vild på vej dertil. Vi havde fået at vide, at vi kunne gå derhen på godt 35 min. Efter 40 minutters gang viste gps, at der var 40 minutters gang endnu, så vi endte i en taxa.
De andre gæster var amerikanere og danskere. Nogle havde boet i Rom i mange år, mens andre, et helt ungt par, lige var ankommet. Vi fik en udsøgt middag, som Domenico og Sofie tilberedte i det lille køkken. De bruger kun lokale råvarer, de henter hos producenterne. Dertil skønne vine, der også kommer fra specielle vingårde. Sofie står for brødbagning og desserter. Man ved ikke i forvejen, hvad menuen består af, blot at der er fem retter (flere af dem små, men yderst delikate.) I aftes fik vi blandt andet en hvid gazpacho lavet på mandler, og små lækre tortellini fyldt med broccoli samt krydderurter fra altanen, marineret gris og en dessert med karameltærte og hjemmelavet is.
Læs mere her.
Heldigvis gik det ned ad bakke da vi skulle hjem, så vi kunne trille, hvis vi ellers kunne finde vejen, men igen måtte vi give op og tage taxa.
Fik besøg søndag formiddag af kollega, Eva Ravnbøl, der har boet i Rom i mange år, så hun er en kær gæst og god at konsultere, når man skal have tips og tricks. Vi drak kaffe, og da hun havde udstyret os med ideer til, hvor man prutter om priser, og hvor man spiser den bedste pasta i nærområdet, kørte hun os til loppemarked i Porta Portese. Fandt en smuk alabast-skål, der vejede 100 kg, så vi droppede at købe, da jeg ikke tror luftfartsselskabet godtager den i håndbagage.
Efter frokosten i Trastevere satte vi kursen mod Fontana del Gianicolo. Op og op gik det, men da vi kom til toppen blev vi belønnet med den smukkeste udsigt ud over Rom. Vi diskuterede, hvordan vi skulle komme hjem, vi gad ikke rigtig gå den samme vej, vi var kommet af.
Vi blev enige om at fortsætte ligeud, da min rejsefælle pegede: “Se de fleste mennesker går den vej, skal vi ikke følge med dem?” Sagde hun glædestrålende.
”Jamen vi ved jo ikke, hvor de skal hen?” Indvendte jeg lidt lyseslukker-agtigt. Men vi fulgte med strømmen, og endte med at nå den store rytterstatue af Garibaldi, og han har en endnu bedre udsigt over byen. Hvis der sidder en enkel og tænker, ligesom vi gjorde, hvem var nu Garibaldi? Oplyser Google, at Giuseppe Garibaldi var en italiensk guerillaleder og nationalist. Han var en central person i processen, der førte til Italiens samling.
Efter at have tjekket med andre turister, der også var bevæbnede med kort ( som var bedre end vores) tog vi en vej, der viste sig at lede hen til noget, vi kendte. Vi snakker nu om at skrive en bog: ”De smukkeste omveje i Rom.”
