Natten bød på lyn og torden og masser af regn. Vågnede op til blå himmel.

Den opmærksomme læser vil vide, at jeg allerede den første dag havde kik på et par støvler i en forretning i vores gade. Eva, vores romerske veninde, havde fortalt, at det var hendes yndlingsbutik.

”Du kan sagtens prutte om prisen” tilføjede hun. Og det lod jeg mig ikke sige to gange.

Næppe var shop åben, før vi stod udenfor. Indehaveren spottede os med det samme, og da han så mig sagde han: ”39”og hev de heftigt begærede støvler frem fra under disken. Han ville gerne have kontanter, sagde han, da jeg foreslog at han cuttede 50 euro af prisen. Og så havde vi en handel.

Vores sidste dag var oprunden. Vi havde fået anbefalet området, Prati, så vi gav os af sted. Til fods og med kort, som vi jævnligt konsulterede.

Der er kun en ting at sige nu: vi kommer til at savne Roma, åh Roma.

Vi vandrede forbi Engelsborg og næsten forbi Peterskirken, hvor der efter sigende er en hemmelig dør, der kun er åben hver 25. år, og det er netop i år. Men køen var meget lang, og vi måtte prioritere vores tid. Men vi var enige om, at det nok er usandsynligt, vi kan gå gennem den dør om 25 år.

Vi ville indenfor i Engelsborg, (der både har været paveresidens og fængsel) men desværre et det lukket hver mandag, så det bliver en anden gang. Vi rundede Piazza Del Popolo gik op i Villa Borghese. Som sagt bliver man hele tiden slået af al den skønhed, der omgiver en. Bygninger og gyder, pladser og gader, men da vi gik op ad trappen til Villa Borghesehaven, talte vi om, at der trængte til at blive fejet og under flere træer lå bunker af flasker og ventede på at blive samlet op. Vi var enige om, at Berlusconi passende kunne have arbejdet med lidt renovation da han blev idømt samfundstjeneste, frem for at arbejde på plejehjem.

Vi har gået næsten 70 km. i alt, i de seneste seks dage. I dag gik vi fx 14 km, 19.555 skridt. Så nu har vi fortjent en god middag, før vi pakker kufferterne.

Arrivederci.