Forleden så jeg for gud-ved-hvilken gang, filmen: Stegte grønne tomater med skønne Kathy Bates i en hovedrolle. Hun spiller Evelyn, en let frustreret husmor i 50-erne. Manden gider ikke sex, men vil hellere se bold i fjernsynet, selvom hans kone går på kurser for at få gnisten tilbage i parforholdet. Hendes hormoner spiller hende en puds, mener Ninny Threadgood, spillet af Jessica Tandy. En dag holder Evelyn i sin bil og venter på en parkeringsplads, mens en anden bil bakker ud. Før hun når at svinge ind på den ledige plads, bliver hun overhalet indenom af to yngre kvinder. Evelyn ruller vinduet ned og råber desperat: ”Det var min plads.” De to gimper stiger ud af bilen, griner og siger: ”Sådan er det at være ung og hurtig.” Og så går de fnisende deres vej arm i arm. Evelyn tænker sig lidt om, så sætter hun bilen i gear. Hun banker derefter ind i den cabriolet, de to unge damer var ankommet i, gentagne gange, lige til den flytter sig. De to kvinder kommer løbende tilbage og skriger, at Evelyn er sindssyg. Cabrioleten er nu skubbet så langt væk, at Evelyn kan få sin bil parkeret.

”Sådan er det at være ældre og godt forsikret,” siger hun tilfreds og smækker bildøren.

Vi fryder os med hende, selvom hun er ude i ulovligt ærinde. Åh, hvor har de godt af det…de to duller. Jeg grinede flere gange over scenen, da filmen var slut.

I min roman VOVESTYKKER er den ene hovedperson en kvinde på 60. Hun er hospicesygeplejerske og altid parat til at hjælpe og stå hos og bi. Også overfor sin utro mand. Men en skønne dag drager hun ud på eventyr til Oman, og her opdager hun, at hun ikke helt er blomstret af. Og selvom utroskab måske ikke bliver bedre af, at det er den bedragne, der betaler tilbage, så glæder vi os (forhåbentlig) alligevel med hende.

Umoralsk eller ej. Det er altid skønt med æresoprejsning.