”I virkeligheden er vi her jo for at underholde børnene og sørge for, de får noget mad.” Sukkede min veninde, mens hun pakkede den 15. pølsemad ud sammen med den 13. leverpostejmad.”

”Ja, hvad havde du tænkt dig, at de ville rejse en statue af os nede på torvet?”

Det gumlede vi lidt på sammen med klapsammen madderne.

Vi var draget med vores tilsammen, i dag otte børn, da en tilløbende veninde, også var inviteret med, til naturlegepladsen ved Esrum Kloster. Det holdt lidt hårdt at få veninden klemt ind på bagsædet mellem to autostole, men det gik. Den anden bil var allerede fyldt til og med sidste plads.

Det var dejligt at se, hvordan børnene legede sammen uden hjælpemidler i form af Ipads eller telefoner. De sprang bare rundt på træstammer med pinde som våben, hang i svævebaner eller kravlede op i en træhus, som de indtog med største selvfølgelighed. Indimellem kom de løbende hen til os to bedstemødre, der havde en bugnende madkurv med, og så fik de håndmadder i stribevis, gulerødder i pund-vis og  agurkestykker, så mange, at de kunne nå til København, hvis de blev lagt sammen. Vi havde ikke fået en vandskål til Chili med. Hvem er nu Chili? Spørger den opmærksomme læser? Har jeg glemt at nævne, at vi udover de syv-otte børn og to voksne også har en border terrier med. Det er Chili, der følger os i tykt og tyndt. Men den fik lov at drikke af et ekstra krus, der var med i kurven. Ingen skal være udenfor her.

Hjemme igen efter udflugt, var der et par af de unge damer, der ville i vandet, og det ville August på fire så også. Han iførte sig svømmevinger og de sejeste speedos, og løb lige i hælende på Cecilie og Emilie ned til stranden. Jeg fulgte med som den grå eminence. Solen havde skinnet det meste af dagen, men ved badetid var det ved at blive overskyet, så det blev kun til en hurtig dukkert. Den ene bedstemor var kørt i byen for at købe ind til boller i karry, som skulle vise sig at være et hit hos børnene, selvom Victor straks erklærede: ”Jeg kan ikke lide boller i karry.” Men det kunne han. Det sms’ede jeg til hans forældre. Hans far svarede prompte: Gudskelov, så kan man da få den ret igen.

Men ellers er det utroligt, hvad der konsumeres af mad på sådan en lejr, mad og frugt, og kiks og is.

Status her på anden dagen af lejren er, at vi har undgået uheld i dag, hvis vi ser bort fra at to af børnene tørnede sammen under en fange-leg og begge måtte have isposer på panden. Vi nåede også lige at tro, vi skulle have fat i en vagtlæge da et barn mente, at det havde blærebetændelse, men det klarede vi ved ekstra væskeindtag.

Alle børn var sure, da de skulle i seng, men faldt om, før de kunne brokke sig yderligere. Cecilie, otte, mente at den tilløbende veninde skulle flytte ind, men der satte jeg grænsen med argumentet: ”Vi har ikke flere dyner.” Hvortil den bestemte dame replicerede: ”Det siger du bare, fordi du ikke orker at have flere børn boende.”

Tjahhh.