Sov sent i nat. Vågnede klokken halv ni midt i skoven. Jeg er i mit sommerhus og nyder roen. Drikker kaffen på terrassen, mens jeg iagttager en spætmejse, der er flyttet ind i en af de fuglekasser, jeg har hængt op. Hr. og fru mejse har travlt med at hente føde til ungerne, og jeg ser dem flyve ind og ud af det lille hul med beundringsværdig energi. Jo ældre jeg bliver, des mere værdsætter jeg at være tæt på naturen. En spætte hænger i en mejsekugle ved foderbrættet. Et rådyr springer forbi. Jeg smiler. Næsten lykkelig. Så kører jeg til stranden og tager en dukkert.
Det er morgener som denne, da jeg kommer i gang i mit eget tempo, jeg synes livet som senior er privilegeret. Jeg er freelanceskribent og forfatter, og kan arbejde, når jeg har lyst, og hvor jeg vil. Jeg kan også lade være og læse en bog i stedet. Må hele tiden huske at minde mig selv om det gode seniror-liv.
“Hej Camilla, har lige læst dit interview i JP-Weekend. Så flot – og held og lykke med din bog, VOVESTYKKER, som nok skal blive en succes. Jeg er 61 år – og kan i den grad genkende din fortælling. Lige en lille frisk historie fra i lørdags aften. Jeg gik med to veninder – jævnaldrene – fra teatret her i Aarhus. Der sad en flok – pæne – mænd i 40’erne foran en bar. De sagde “der kommer tre lækre kvinder”, men da vi kom lidt tættere på sagde de “de er for gamle”. Ja, så behøver jeg vel ikke sige mere. Først blev vi smigerede, og så blev vi “sure” ? Jeg synes, du er frisk, at du tager sagen op – selv gør jeg alt for at skjule min alder, nøjagtig som du beskriver. Og jeg hader ordet gammel.”
Sådan skrev en kvinde til mig forleden, og så tilføjede hun:
“Rigtig god ide med blog. Jeg har en finsk veninde som jeg besøgte for nogle år siden. Vi havde mange gode diskussioner om alder og kvinder, og hun foreslog, at vi startede en blog om netop dette emne. Men jeg var meget tilbageholdende, for det betød jo, at min alder blev synlig for alle dem, som jeg ellers forsøgte at skjule den for ?. Jeg ville ikke kun skrive om børnebørn, som jeg er så træt af, at samfundet fokuserer på, når det handler om kvinder “oppe i årene”. Glæder mig til fortsat at følge dig.”
I går var jeg i GOmorgen Danmark på TV2. Jeg skulle tale om min roman “Vovestykker”, der handler om to kvinder på 60 år. Desuden ville de gerne høre mere til artiklen “En grå hjelm slår igen” der blev bragt i Jyllands Posten i søndags. Den grå hjelm er mig. Og jeg hævder, at der både er et godt men også sjovt liv efter de 60, hvis man arbejder ihærdigt på det. Det var den dygtige Louise Wolff, 37, der stod for interviewet. Hun spurgte blandt andet, hvornår jeg oplevede, at der blev aldersdiskrimineret mellem kønnene. Hun så en lille smule overrasket ud, da jeg svarede: “Man kan jo undre sig over, hvorfor der ikke sidder en 59-årig kvinde og interviewer mig?”. Og så talte vi lidt om, hvordan kvinder langsomt forsvinder fra tv-skærmene, når de passerer de 50. Måske husker jeg forkert, men jeg kan ikke komme i tanke om en eneste dansk kvindelig studievært, der er 60 år. Kan du?
To af mine børnebørn vinker til farmor, mens hun er på skærmen i GOmorgen Danmark
»I karrieresamfundet er identiteten bundet op på folks arbejde, så når man ikke er på arbejdsmarkedet mere, er der en tendens til, at andre tænker, at man ikke har noget at fortælle. Men jeg har mange jævnaldrende kvindelige venner, der er spændende at høre på. Nogle af dem er bare ikke så højtråbende, så man skal måske bore lidt mere for at få de gode historier frem og ikke standse med spørgsmålene efter: Hvad laver du så?” Siger Camilla Lindemann.
Citatet stammer fra et interview i Jyllands Posten med mig søndag den 22. maj. Interviewet drejer sig dels om min roman ”Vovestykker”, men også om mit yndlingsemne: Mere magt til de modne kvinder.
Jeg er født i 1949 og tilhører den store 68-generation, som jeg kalder en mellemgeneration. Da vi var børn, blev der ikke lyttet ret meget til børn og unge, men nu, hvor generationen er ved at blive ældre, er der mest fokus på børnene og de unge. Jeg tillader mig at citere lidt mere fra artiklen:
»Vores generation bliver da nok vanskelig at have på plejehjemmene, for vi vil ikke finde os i noget. Men det er jo ikke alle i min generation, der har gjort oprør, mange har været stille eksistenser, og dem vil jeg gerne give en stemme med min bog, måske kan jeg være med til at ændre billedet af den modne kvinde«
Videre skriver Jyllands Posten:
Camilla Lindemann selv i gang med at indstille sig på at blive ældre. For eksempel overvejer hun, om hun skal blive boende i sin lejlighed på fjerde sal uden elevator og p-plads.
»Jeg spurter mindre forpustet op ad trapperne end mange yngre, men det er jo ikke sikkert, at det bliver ved. Jeg er meget bevidst om, at jeg er 66 år. Tove Ditlevsen siger: Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø, og det gør der også i mig, men der er også en moden kvinde udenpå, som jeg skal tage hensyn til.«
Camilla Lindemann har masser af drømme om fremtiden. Om at skrive flere bøger, bo i udlandet og have et rigt kærlighedsliv. Hun ser ikke livet som én lang afvikling, men som en stadig udvikling.
»Min livsfilosofi er, at man skal vove noget, hvis man vil fortsætte med at opleve nyt. Derfor vil jeg blive ved med at have mod på flere eventyr. Der er en sidste gang for alting, og ja, man må opgive drømme undervejs, på den måde er livet en lang vemodig tagen afsked, men det er også et goddag til mange nye oplevelser.«
Er du fyldt 60 eller mere og har lyst til at læse en moden kvindes betragtninger om livet og karrieren, er du kommet til det rigtige sted. (Du kan læse mere om mig under: Om forfatteren.) Er du yngre, men lidt nysgerrig på, om den sjove del af livet mon slutter ved de 60, så læs roligt videre.
I begyndelsen af maj skrev jeg en kronik i Berlingske med titlen: Ja, jeg er 66 år og???
I kronikken opfordrede jeg kvinder til at stå ved deres alder, fordi jeg er træt af de mange eufemistiske omskrivninger af kvinders alder? I stil med: ”Nå, du bliver vel stadig 42?”, når fødselaren fylder 65. Kronikken blev delt over 500 gange i løbet af det første døgn, ligesom min indbakke på Facebook svømmede over med kommentarer som: ”Tak fordi du gav os en stemme.” Det sidste fra kvinder på plus 60, der ligesom jeg mener, det er på tide, at senior-segmentet råber op og peger på, hvad vi har af tilbyde.
I fremtiden vil jeg blogge om glæder og sorger ved senior-livet.
I mange år skrev jeg klummer i Månedsmagasinet IN og fik mange kommentarer og gode dialoger med læserne. Håber også du vil kommentere og give dine erfaringer videre, så vi får en god debat i gang.
For nogle uger siden var jeg til et middagsselskab, hvor en kvinde på min alder allerede ved forretten så på mig og sagde: ”Jeg har læst din kronik, og jeg er slet ikke enig. Der hvor jeg bor, har vi en ejerforening, og når der er møder eller fester, vil de meget gerne lytte til mig. Du skriver, at du bliver overset, det gør jeg ikke.”
Jeg ønskede hende tillykke, og understregede, at det ville virke forkert, hvis jeg sagde, at jeg følte mig overset, når jeg netop havde fået taletid i en avis. Desuden havde jeg nogle dage tidligere været i Aftenshowet i anledning af, at jeg har udgivet romanen: ”Vovestykker.”
Men jeg understregede, at der er mange kvinder, der føler de er usynlige, når de er fyldt 60.”
Min roman handler om to kvinder på 60, der ikke vil lade sig kue af alderen. De to kvindelige hovedpersoner bryder med års nedladende diskrimination af modne kvinder. Et tabu, som mange kvinder ikke tør tale om af frygt for den typiske automatreaktion: Hun er jo bare en bitter gammel dame!
Men det er en anden historie, som jeg vil behandle senere.
Lige nu: Velkommen til min blog, håber du vil vende tilbage jævnligt.
Dette billede, der fortæller om kvindes alder, fandt jeg på et loppemarked.
