”Victor har trådt i en hundelort”. Beskeden gjalder ud over hele haven, og Chili (border terrier) ser lidt skamfuld ud. Vi er ellers grundige med at fjerne hundens efterladenskaber i haven, men det kan jo smutte.

Vi får skyllet sandalen, og så er vi endelig, endelig klar til at tage på tur.

Det tager sin tid, når syv børn og to voksne skal ud af døren på samme tid. Hus låses, hund i snor, ekstra trøjer med, af og til regntøj, og så kurve med proviant. Vi drager ikke af uden at have masser af skrællede gulerødder, bananer, æbler og vandflasker med, som minimum. Ofte også 44 klapsammen-madder.

I dag havde vi spist sen morgenmad, for det er min fødselsdag, og jeg havde fået strenge ordrer om at gøre, som der blev sagt., når jeg vågnede. Var oppe i løbet af natten for at uddele hostesaft til to børn, men ellers sov alle overraskende længe. Jeg måtte gerne gå ned og bade, (alle er klar over, at jeg først er blevet menneske efter morgenbadning) men jeg skulle love at gå med lukkede øjne tilbage og snige mig ind i seng igen.

Mens jeg svømmede, kunne jeg se, at Cecilie, otte, var i gang med at hejse flaget i haven efter instrukser fra faderen (min svigersøn, der havde oplært hende i flagknuder, før han rejste.) Der var også sat flag i græsplænen (jeg snød og åbnede øjnene, da jeg gik op til huset efter svømmetur.)

Jeg nåede at læse de første 78 lykønskninger på Facebook, før værelset blev indtaget af syv flagende børn, der sang fødselsdagssang.

Festligt morgenbord med varme boller og de flotteste børnetegninger og fine gaver.

Vejret artede sig, så vi kørte til Hornbæk og spillede minigolf. Det var en stor succes, selvom nogle af børnene erklærede, før vi tog af sted, at det gad de ikke. Men da de først kom i gang var de alle optagede af at ramme den runde bold og undgik fuldstændig at slå hinanden med køllerne. Og så var der selvfølgelig is bagefter. For i vores sommerferier er der is hver dag.

Min med-bedstemor har en butler, (det kalder han sig i hvert fald, vi andre siger det er hendes samlever) og han kom farende for at hjælpe med at grille til aften, og det var rigtig dejligt. Min søster kom forbi med en natur-quiz, da hun vidste at ugens ferie tema er natur. Den vandt Cecilie og jeg i al beskedenhed.

Dagen endte med fest og bægerklang. Min veninde gennem 51 år ( ja det er skræmmende men rigtigt) kom også. Gæsterne bragte nyt ude fra den store verden, ting vi ikke havde hørt om i vores boble, hvor det har handlet om udflugter, mellemmadder og andre nære ting.

Da de udefrakommende myldrede ind, hviskede medbedstemor til mig: ”Husk vi ikke har flere dyner.”

I morgen aften skal nogle af koloniens deltagere hjem, og det er lige før, det er trist. Men vi andre giver den gas indtil lørdag.

Jeg ved ikke, om man i barselssprog stadig taler om 3. dagen eller 4.dagen, som den dag, da mælken falder til, og moderens hormoner raser i kroppen, og hun derfor har let til tårer.

Men jeg kommer altid til at tænke på denne markante dag, når mange mennesker er sammen i længere tid. Der er som regel en dag, der er lidt skæv i forhold til resten af tiden. Det kan være, at vejret ikke arter sig, som man ønsker, eller at en vis træthed har sneget sig ind hos alle, eller der opstår gniderier.

Havet var næsten blikstille, da jeg vågnede, så det indbød til en længere svømmetur (for mig), og så var dagen i gang. Min med-bedstemor er tidligere sejler, så hun tjekker vejrudsigten på sin telefon hele tiden, som om familiens velbefindende afhænger af, om der bliver bølgegang eller ej. Nu kalder vi hende meteorologen. Hun havde allerede i søndags varslet, at det ville regne i dag. Og ret havde hun. Kort før frokost ”pisregnede” det, som børnene så poetisk udtrykte det.

Meteorologen og jeg drak rødvin i stedet for at google nye spændende udflugtsmål i aftes, for børnene havde sukket, da vi kørte hjem fra fugleparken: ”Kan vi ikke få en fridag i morgen, hvor vi bare kan være i huset?”

Så dagen i dag har været helt ustruktureret, som så meget andet på denne tur. Der har været fri leg på første sal med flexi-track bane, lego-bygning og noget så gammeldags som ludo. Kun et enkelt uheld med nogle vandballoner, der sprang indendørs. Lidt skænderier skal der også til, og der blev slæbt meget sand og græs ind, når børnene løb barfodet ind og ud. Men vi lod som om, vi ikke så det. Meteorologen tjekkede vejrudsigten og fastslog, at det ville klare op klokken 20, så vi eventuelt kunne spille minigolf til den tid.

Derefter begyndte hun at lave dessert. Hun stirrede ud i regnen og sagde henført. ”Godt jeg ikke er om bord på en sejlbåd i det vejr.”

Jeg havde dog stunder, hvor jeg drømte mig bort til en duvende sejlbåd i Caribien. Men jeg fik faktisk læst de første halvanden side i den medbragte roman.

Vi arbejdede også lidt med en kokosnød. Det var en, en af mødrene havde efterladt med bemærkningen: ”Den er sjov for børnene at få hul på.” Og det tænkte vi på, mens vi baksede med skruetrækker og boremaskine. Vi så for os, hvordan moderen, der sad i New York, nippede til sin Cosmopolitan på Manhattan, mens hun tænkte venligt på os. Samme mor havde kærligt foreslået, at vi tog alle børnene med på kro en aften på hendes regning.

Men de to erfarne bedstemødre så på hinanden og forudså, hvordan børnene ville bestille retter, som alligevel ikke smagte, som de var vant til, og vi konstaterede, at det var nemmere, de væltede vandglas og spildte ketchup på dugen hjemme i stedet, så sådan blev det. Hjemmelavede burgere til alle. Til gengæld købte vi nogle dejlige flasker vin på moderens regning. Og børnene fik sodavand. Og vafler med is, som vi selv samlede. Minigolfen blev udsat. Og det klarede faktisk op allerede ud på eftermiddagen. Nogen drog til havnen i Gilleleje for at fange krabber, mens nogen blev hjemme og badede og fandt spændende sten på stranden. Jeg havde, i forlængelse af vores natur-tema, tænkt, vi skulle slibe stykker af kokosnødskallen med sandpapir, som vi gjorde, da jeg var barn, og så lime stof bagpå og sætte en sikkerhedsnål i, og vupti havde vi en fin broche. Men denne aktivitet er nu udsat til en anden regnvejrsdag.

Da jeg før sengetid sagde til Pelle på fire:  Ej, se lige en flot solnedgang, vendte han sig om, stirrede ud over vandet og sagde: “Det ser jo ud som de andre dage.”

Nå ja.

”Hvorfor er voksne altid så søde mod børn?” Cecilie på otte så spørgende på de to bedstemødre.

”Det er fordi, vi gerne vil have, I har det godt”. Sagde vi i munden på hinanden. Vi gør alt synkront her på tredjedagen af børneferien.

Den otteårige ser ned og siger: ”Hmm”. Ikke andet. Det lød som om, der var en smule mistænksomhed i det…men det skal man nok ikke lægge noget i.

Dagen fik en flyvende start, da Victor, på seks, kom hostende ind til mig klokken lidt i syv. Jeg må nødtvunget indrømme, at jeg lige der takkede Apple for at have opfundet iPaden. Så jeg kunne få en time mere på øjet. Hele resten af huset sov endnu.

Men sådan fortsatte det ikke. Klokken ni var vi alle samlet om morgenbordet, dagens nemmeste måltid. Det er bare at sætte yoghurt, müsli, havregryn, cornflakes og så en lille smule usundt crunchy choko ting frem, (man er vel på ferie med bedstemødre), så forsyner alle sig, og der er ro i mindst fem minutter.

Aftenerne bliver sene for bedstemødrene, for vi skal jo planlægge den kommende dags program, når børnene endelig sover. Så drikker vi et glas rosé og googler, for at se hvad, lokalområdet byder på.

I dag stod programmet på fuglepark i Græsted, men først måtte jeg jage til Gilleleje efter hostesaft til Victor og et nyt billedkort til fotoapparat, så vi senere kan dokumentere alle ferieminder for forældrene. Desuden skulle jeg have to kilo fiskefars til vores aftensmad, 400 gram remoulade samt tre kilo kartofler. Ja, der skal noget til, når man er ni om bordet hver aften. Da jeg kom tilbage til bilen efter indkøb, stod der en meget ældre mand, (hvornår er man gammel?) og skrev noget på en seddel.

”Jeg er kørt op i dig”, sagde han undskyldende og trippede lidt uroligt ved den besked.

”Bakgearet gik helt amok, så jeg røg pludselig tilbage”, forklarede han. ”Jeg ramte kun nummerpladen, men nu har jeg skrevet mit navn og telefonnummer på denne seddel.” Han rakte mig en huskeseddel, som han havde noteret sit navn bagpå. ”Mit telefonnummer ender på 1812, det kan du altid huske”, tilføjede han. Jeg troede, han ville sige, at det var hans fødeår, men han fortsatte: ”Det er en opera, der hedder sådan…den har jeg set, det var…”

Da afbrød jeg venligt, og forklarede at jeg havde syv sultne børn ventende i et sommerhus, så jeg måtte af sted.

Vejret har været skønt hele dagen heroppe på det nordlige Sjælland, så vi ankom til fuglepark i højt humør og med den sædvanlige madkurv. Vi fodrede ikke bare børnene, men også papegøjer og vi så på aber, og opnåede også at blive skammet ud af ejeren af selve parken. Han kom rendende efter os, og påstod at nogle af vores søde og velopdragne børn havde kastet nødder, de havde hevet af træerne, efter hinanden og efter dyrene. Det kunne vi slet ikke tro, og børnene sagde da også, at det aldrig havde været deres hensigt at være uartige. Og vi tror på alt, hvad de siger.

Vi klappede også en kongepyton. Nogle af børnene prøvede at få den om halsen. Det var ejeren, der stod for pyton-show, så vi var lidt bekymrede for, om han nu ville sige til slangen, at den skulle klemme til om halsen på de yndige små, men vi overlevede alle.

Hjem til fiskefrikadeller, der var meget populære. Derefter vandkamp på græsset. Nogle kom til at græde, men det sker jo, Vi prøvede pædagogisk at sige, at hvis man ikke kan tåle mosten, skal man ikke stille op til vandkamp. ”Hvad er mosten?” Ville nogle af dem vide.

Så lavede vi en lille naturquiz, for temaet for denne summer camp er: Natur.

Ved du fx hvor mange ben en sommerfugl har?

Det vidste jeg heller ikke. Men man bliver meget klogere af at tage på sommerlejr med syv børn.

Vi høres ved i morgen.

”I virkeligheden er vi her jo for at underholde børnene og sørge for, de får noget mad.” Sukkede min veninde, mens hun pakkede den 15. pølsemad ud sammen med den 13. leverpostejmad.”

”Ja, hvad havde du tænkt dig, at de ville rejse en statue af os nede på torvet?”

Det gumlede vi lidt på sammen med klapsammen madderne.

Vi var draget med vores tilsammen, i dag otte børn, da en tilløbende veninde, også var inviteret med, til naturlegepladsen ved Esrum Kloster. Det holdt lidt hårdt at få veninden klemt ind på bagsædet mellem to autostole, men det gik. Den anden bil var allerede fyldt til og med sidste plads.

Det var dejligt at se, hvordan børnene legede sammen uden hjælpemidler i form af Ipads eller telefoner. De sprang bare rundt på træstammer med pinde som våben, hang i svævebaner eller kravlede op i en træhus, som de indtog med største selvfølgelighed. Indimellem kom de løbende hen til os to bedstemødre, der havde en bugnende madkurv med, og så fik de håndmadder i stribevis, gulerødder i pund-vis og  agurkestykker, så mange, at de kunne nå til København, hvis de blev lagt sammen. Vi havde ikke fået en vandskål til Chili med. Hvem er nu Chili? Spørger den opmærksomme læser? Har jeg glemt at nævne, at vi udover de syv-otte børn og to voksne også har en border terrier med. Det er Chili, der følger os i tykt og tyndt. Men den fik lov at drikke af et ekstra krus, der var med i kurven. Ingen skal være udenfor her.

Hjemme igen efter udflugt, var der et par af de unge damer, der ville i vandet, og det ville August på fire så også. Han iførte sig svømmevinger og de sejeste speedos, og løb lige i hælende på Cecilie og Emilie ned til stranden. Jeg fulgte med som den grå eminence. Solen havde skinnet det meste af dagen, men ved badetid var det ved at blive overskyet, så det blev kun til en hurtig dukkert. Den ene bedstemor var kørt i byen for at købe ind til boller i karry, som skulle vise sig at være et hit hos børnene, selvom Victor straks erklærede: ”Jeg kan ikke lide boller i karry.” Men det kunne han. Det sms’ede jeg til hans forældre. Hans far svarede prompte: Gudskelov, så kan man da få den ret igen.

Men ellers er det utroligt, hvad der konsumeres af mad på sådan en lejr, mad og frugt, og kiks og is.

Status her på anden dagen af lejren er, at vi har undgået uheld i dag, hvis vi ser bort fra at to af børnene tørnede sammen under en fange-leg og begge måtte have isposer på panden. Vi nåede også lige at tro, vi skulle have fat i en vagtlæge da et barn mente, at det havde blærebetændelse, men det klarede vi ved ekstra væskeindtag.

Alle børn var sure, da de skulle i seng, men faldt om, før de kunne brokke sig yderligere. Cecilie, otte, mente at den tilløbende veninde skulle flytte ind, men der satte jeg grænsen med argumentet: ”Vi har ikke flere dyner.” Hvortil den bestemte dame replicerede: ”Det siger du bare, fordi du ikke orker at have flere børn boende.”

Tjahhh.

I ti år i træk har jeg holdt en uges sommerferie med en veninde og nogle af vores børnebørn. De ældste er nu for gamle til lege-ferier med bedsteforældre, men der er stadig kommet nye børn til, så bedstemødrene ikke skal falde hen. Mens de halvvoksne børnebørn nu muntrer sig med festivaler, studenterfester og storbyer, er min veninde og jeg draget af med de  syv resterende børn i alderen fra 10-4. Vi har i årenes løb været på højskole, på charterferier og i sommerhuse forskellige steder i landet. I år er vi så heldige, at vi har lånt et stort sommerhus ved vandet i Nordsjælland, hvor både voksne og børn kan boltre sig.

Der skal en del logistik til for at planlægge sådan en ferie, da børnene bor i forskellige egne af landet. Det viste sig, at et barn havde fodboldskole, der skulle passes, før han kunne få lov at holde ferie, mens et hold forældre havde misforstået mødedagen, og stillede med deres tre børn hos bedstemoderen (ikke mig), dagen før ferien skulle begynde og meddelte, at de havde bestilt gourmetophold på hotel, så farmor kunne glæde sig til et ekstra døgn med de søde børn. Og hvilken bedstemor afviser sine børnebørn?

Et barn var faldet ned fra et klatrestativ nogle dage før ferien og havde fået hjernerystelse, men var ved godt mod, og det var forældrene også, da de drog på storbyferie, for de vidste, at deres datter var i de bedste hænder hos mormor, der bare skulle tage et par ekstra forholdsregler: rigelig hvile til patienten, igen tv og ingen læsning. Det var det samme barn, der for nogle år siden fik slem forbrænding under foden, to dage før vi skulle rejse til Grækenland, så vi kom af sted med en humpende pige med stor forbinding om fod. Det gav nogle udfordringer ved poolen i det græske klima med 35 grader. Men det klarede vi også.

Et barn kom med aftenfly fra Jylland, og skulle hentes i Kastrup, og flyet var kun en lille halv time forsinket, men ved 22 tiden var de syv børn endelig samlet. Og nu kunne ferien tage fat. En veninde til en af feriebørnene ringede og spurgte, om hun måtte slutte sig til selskabet i morgen, da hendes forældre var på arbejde, og vi syntes jo ikke, vi havde børn nok, så det gav vi selvfølgelig lov til.

Jeg fik ros for min pasta med kødsauce, altid et hit, og her hvor klokken har passeret midnat er status på første feriedag: En klipklap blæst væk fra badebro ved morgenbadning, og umulig at svømme ind, en tæge hevet ud, en bule i panden på et barn efter nærkontakt med en legetøjsbil kastet af et andet barn,  nogle myggestik, men de dulmes af bedstemors tryllesalve, og ellers ingen uheld. Fantastisk solnedgang, glade børnestemmer, en del boldspil, en fodbold hentet i nabos have gennem en hemmelig sti (naboen var der ikke).

Nu skal der soves, for erfaringen viser, at de første børn melder sig på banen ved syv tiden. Godnat.

”Lykkeligst at hvile på er en fuldendt gerning.” Sagde min mor ofte, da jeg var barn, og især på de dage, da jeg havde ryddet op på mit værelse, og faldt omkuld i sengen om aftenen efter den udmattende handling.

Jeg er ikke sikker på, jeg helt forstod, hvad hun mente, men jeg har tit tænkt på det siden og på sandheden i det gamle udtryk. Der ligger en evig visdom i de gamle talemåder. Men somme tider kommer de til at sige hinanden imod.

I går ankom jeg til mit sommerhus med hængekøje og romaner i tankerne. Men inden jeg kom dertil, var der pligter, der skulle overstås. Blog skrives, græs slås, opvaskemaskine tømmes, terrasse fejes. Som tiden dog løber. Da jeg endelig fik grebet romanen og hængt hængekøjen op, var solen forsvundet. Og det småregnede. Da var det, jeg kom til at tænke på et andet gammelt ordsprog: ”Den der gemmer til natten, gemmer til katten.” Men jeg sov rigtig godt i nat med en glorie svævende over sengen. Sådan føltes det.

Egentlig skulle dette indlæg have handlet om en rigtig møg-dag, og tankerne i den forbindelse, men den følger en af de kommende dage. For nu styrter jeg ud i solen, mens den skinner.

Jeg gik rundt på Hammershus på Bornholm i går.

En bedstefar var ved at forklare sit barnebarn på omkring fem år om sin fortid. Han løftede den lille pige op på kanten af en mur og pegede ud over vandet:

”Da bedstefar var soldat blev vi sat af dernede”, nu pegede han ned mod kysten, ”og så måtte vi gå hele vejen til Rønne langs vandet.”

Pigen nikkede, så så hun rundt på ruinerne: ”Så her også sådan ud dengang?”, spurgte hun nysgerrigt.

”Ja, ja, brummede bedstefar, så gammel er jeg altså heller ikke.”

Det mindede mig om en historie en veninde fortalte. Hun havde spurgt sin mor, om hun ikke var bange for dinosaurerne, der rendte rundt i gaderne, da hun var barn.

Tid er noget sjovt noget.

At rejse er at lide. Sådan indledte jeg engang en rejseartikel. Jeg var dødtræt af, at jeg som redaktør ofte fik tilbudt rejsebeskrivelser, der begyndte: ”At rejse er at leve, som H C Andersen sagde.” Min artikel var fra en strabadserende rejse  til den anden side af kloden, men jeg blev mindet om sætningen, da jeg tog til Bornholm i går.

”Mon ikke man skal have pas med på grund af alt det der grænsekontrol. Vi skal jo gennem Sverige?” Tænkte jeg, før jeg var helt færdig med at pakke. Alligevel kom jeg af sted uden.

Min rejsefælle og jeg skulle mødes ved Bornholmerbussen og alt gik glat, lige indtil chaufføren bekendtgjorde, at han skulle se pas eller kørekort, før vi kunne indtage sæderne.

Jeg havde kørekort med, så i et par minutter var alt godt. Men min rejsefælle havde hverken kørekort eller pas. Hun forsøgte alt, hvad charmen kunne trække, for at komme om bord alligevel. Hun væltede kort ud af sin pung: sygesikringsbevis, pressekort, medlemskort til vinterbadeklub og loungeadgang, men chauffør var ubøjelig. Ingen adgang uden pas eller kørekort. Imens entrede jeg bus og fandt to sæder, stadig fuld af optimisme, hun skulle nok komme med. Men hun måtte indse, at slaget var tabt, så vi vinkede til hinanden, og hun forsikrede, at hun ville hente sit pas og komme med næste bus.

Jeg var nu placeret lige bagved bussens drejeskive, (noget med anhængerbus) hvor man ikke må sætte bagage på gulvet, men jeg havde jo også et ekstra sæde ved siden af mig. I fem minutter. Så kom en mand ilende og spurgte, om jeg ville flytte min taske og min computer. Næh, helst ikke, tænkte jeg, mens jeg alligevel gjorde plads til ham. Han undskyldte ulejligheden, men han havde fået en plads ved siden af en kvinde, der snakkede så meget, at han flygtede. Jeg var lige ved at sige, at jeg også havde snakke-delirium, men tog mig i det. Så kunne man vel få fred på resten af turen. Jeg havde nu taske og computer på skødet. Men bus turen over Danmark og Sverige tager jo kun ca. 2 timer. Min rejsefælles bagage lå i bussens kuffertrum sammen med min, da buschaufføren smækkede dørene, og lod  rejsefællen stå ved kantstenen. Det var aldrig gået på et fly, tænkte jeg, men det var der vist ikke andre end mig, der tænkte. Jeg sms-ede til hende, at jeg nok skulle tage mig af hendes last. Lidet vidste jeg, at bagagen skulle ud ved færgen, og om bord på bagagevogne. Det var ikke helt let at bugsere rundt med to kufferter, en tung håndtaske samt en plasticpose med ubestemmeligt indhold, min veninde havde medbragt, når man er alene om det. Men det gik, mest fordi et venligt par fra Bornholm, der vendte hjem efter en længere udenlandstur, gav en hånd med, (folk er simpelthen flinkere i provinsen.) Det eneste de skulle have for det, var en billet til tobaksration, man stadig får, når man kommer til Sverige. Det var til deres ældste søn, der røg pibe. Jeg kom til at nævne, at det syntes jeg, han skulle holde op med, for sundhedens skyld, men det kom jo ikke mig ved, og de sagde, at han var alt for gammel til at man kunne opdrage på ham.

Jeg havde haft planer om at rejsefælle og jeg skulle tage lokal bus fra Rønne til Allinge, så vi var et med de indfødte med det samme. Men den plan gik i vasken, da jeg nu stod med fem stykker bagage, så det blev taxa.

Resten af turen gik egentlig godt, bortset fra at chaufføren insisterede på at læse kort, mens han kørte og derfor flere gange kom foruroligende tæt på de modkørende biler.  Når jeg råbte lidt op, bare ganske lidt, kom han tilbage på sporet. Jeg er sikker på, han tænkte: ”Hvad skal sådan en ældre københavner dame herover?” Det spørgsmål var jeg  begyndt at stille mig selv. Der var også et par hårde opbremsninger, for som taxamand udbrød: ”Folk bremser lige pludselig, når de skal svinge til venstre.” Tjah. Vi fandt omsider huset, vi skal bo i og chevaleresk bar chauffør alle kufferter ind.

Og hvor er der dejligt på Bornholm. Fem timer senere ankom  veninde  med både pas og kørekort. Hun tog bussen fra Rønne, for som hun sms-ede: ”Nu er jeg dejlig fri for baggage.”

Jeg holder af at have gæster. Kan også godt lide at lave mad.

Der var engang, da jeg kunne finde på at koge fond i dagevis, før et gæstebud. Det gør jeg ikke mere. Som min veninde siger: ”Du er blevet god til de hurtige retter.” Og det var ikke en fornærmelse. Jeg lægger vægt på, at maden smager godt, men man kan sagtens springe over, hvor gærdet er lavest og alligevel få et godt resultat.

Det gjorde jeg forleden, da jeg skulle have nogle kære venner til middag. Det var meget varmt, så vi skulle begynde med en gazpacho. Denne spanske suppe får man i mange variationer, mere elle mindre velsmagende.

Jeg komponerede min egen udgave, som er så nem, at jeg næsten er flov over at give dig opskriften, alligevel kommer den her.

To dåser flåede tomater på dåse (ja det brugte jeg…), men du er velkommen til at købe modne bøftomater og skolde dem og flå dem, i stedet.

Jeg købte også et glas med syltede røde peberfrugter, da de syltede er mildere end rå, og det klæder suppen. Man kan også selv vælge at bage peberfrugter i ovnen eller over gassen og flå det brændte skind af og derefter komme peberen i suppen, men igen: Prøv min version.

Hæld væden fra den syltede peber og kom den i en foodprocessor eller blender sammen med tomater, en god håndfuld frisk basilikum, to forårsløg, et par fed hvidløg, der er presset på forhånd, og en halv skrællet agurk uden kerner.

Blend det hele og smag til med salt og peber. Sæt suppen i køleskab. Den skal serveres meget kold. Og den må gerne være lidt grød-agtig i konsistensen. Server eventuelt brødcroutoner til og lidt hakket basilikum på toppen.

Mine to gæster er vegetarer, så de er godt vante, når det kommer til grønsagsretter, men den ene udbrød spontant: ”Det er den bedste gazpacho, jeg nogensinde har fået.”

Bon appetit.

Forleden så jeg for gud-ved-hvilken gang, filmen: Stegte grønne tomater med skønne Kathy Bates i en hovedrolle. Hun spiller Evelyn, en let frustreret husmor i 50-erne. Manden gider ikke sex, men vil hellere se bold i fjernsynet, selvom hans kone går på kurser for at få gnisten tilbage i parforholdet. Hendes hormoner spiller hende en puds, mener Ninny Threadgood, spillet af Jessica Tandy. En dag holder Evelyn i sin bil og venter på en parkeringsplads, mens en anden bil bakker ud. Før hun når at svinge ind på den ledige plads, bliver hun overhalet indenom af to yngre kvinder. Evelyn ruller vinduet ned og råber desperat: ”Det var min plads.” De to gimper stiger ud af bilen, griner og siger: ”Sådan er det at være ung og hurtig.” Og så går de fnisende deres vej arm i arm. Evelyn tænker sig lidt om, så sætter hun bilen i gear. Hun banker derefter ind i den cabriolet, de to unge damer var ankommet i, gentagne gange, lige til den flytter sig. De to kvinder kommer løbende tilbage og skriger, at Evelyn er sindssyg. Cabrioleten er nu skubbet så langt væk, at Evelyn kan få sin bil parkeret.

”Sådan er det at være ældre og godt forsikret,” siger hun tilfreds og smækker bildøren.

Vi fryder os med hende, selvom hun er ude i ulovligt ærinde. Åh, hvor har de godt af det…de to duller. Jeg grinede flere gange over scenen, da filmen var slut.

I min roman VOVESTYKKER er den ene hovedperson en kvinde på 60. Hun er hospicesygeplejerske og altid parat til at hjælpe og stå hos og bi. Også overfor sin utro mand. Men en skønne dag drager hun ud på eventyr til Oman, og her opdager hun, at hun ikke helt er blomstret af. Og selvom utroskab måske ikke bliver bedre af, at det er den bedragne, der betaler tilbage, så glæder vi os (forhåbentlig) alligevel med hende.

Umoralsk eller ej. Det er altid skønt med æresoprejsning.