Kan loyalitet gradbøjes? Det spørgsmål stiller en af personerne sig selv i en klumme i min roman ”Vovestykker”.

Det tænkte jeg på forleden, da jeg mødtes med en veninde. Hun fortalte mig, at hendes mand havde bestilt en flybillet til deres datter. Den morgen, datteren mente hun skulle af sted, ville faderen lige tjekke, hvorfor han endnu ikke havde modtaget en sms med besked om indtjekning. Det viste sig, at rejsen var bestilt til dagen før.

Min veninde var lidt træt af postyret (som dog var endt med, at datteren var kommet af sted.)

Senere aftalte min veninde og jeg, at vi skulle spise middag sammen, tillige med hendes mand. ”Du skal ikke nævne noget om det med den kiksede billet”, sagde veninde og så advarende på mig.

Nu skete det så, at mister uheldig flybillet og jeg mødtes på restauranten ti min før, min veninde dukkede op. Vi sludrede om løst og fast (ikke et ord om den uheldige billetbestilling), men pludselig siger min venindes mand: ”Du har vel hørt hvordan det gik, da jeg bestilte flybillet til vores datter?”

Mig: ”Næh…”

Og så fortalte han mig hele historien råt for usødet, og han gjorde intet for at forbedre sin egen andel af miseren. Jeg supplerede så med beretninger om de gange, da jeg selv var kommet uheldig af sted ved bestilling af rejsedokumenter. Jeg var midt i historien, om dengang jeg havnede i den forkerte lufthavn i Italien, da min veninde dukkede op på restauranten.

Hun fik lige resten af min gribende fortælling med, og fik det indtryk, at det var tilståelsernes tid, så hun så på sin mand og sagde: ”Jeg kom altså til at fortælle Camilla om din fejl med flybilletten.”

Der sad jeg, en anelse pikeret, fordi jeg havde løjet for at være loyal overfor min veninde.

Men det fortrød jeg nu ikke, for en hvid løgn er bedre end illoyalitet, ikke?

”Der er er mennesker, der kan rejse den halve jordklode rundt og ikke have noget særligt at berette, og så er der nogen, der efter en tur til købmanden har meget at fortælle. Du hører til den sidste kategori.”

Sagde en ex-kæreste engang til mig, Måske syntes han, jeg snakkede for meget, men jeg opfattede det alligevel som en kompliment.

Jeg kom til at tænke på ordene i formiddag, da jeg var ude og gå. Ville bare ned til vandet og bade og hjem igen, men undervejs blev jeg trukket ind i plantagen og ud på de åbne vidder af skovhindbærbuske og svampe, der lokkede. Jeg kom hjem, ikke bare med naturens gaver, men også med mange indtryk og oplevelser i rygsækken.

Nede ved vandet fandt jeg en død sælunge på stranden. Jeg fik en snak med den unge livredder, der havde god tid til at sludre, for der var ikke mange mennesker på stranden, og slet ingen der badede bortset fra mig. Han forklarede, at hans job blandt andet består i, at holde særlig godt øje med mindre børn og med ”gamle”. (Blev ikke helt klar over, om jeg hørte til sidste kategori.) Det sker engang imellem, at ældre mennesker falder i vandet eller på stranden, så kan de i uheldigste fald brække noget, og små børn kan risikere at blive væk i bølger i et nu. Men også yngre mennesker har indimellem brug for assistance. I sidste uge havde en af hans kolleger ved en nærliggende station, måttet redde en flok unge kvinder med tørklæder, da de ikke tog sig i agt for hestehuller.

Vi blev enige om, at det var ret irriterende, at strandgæsterne ikke kunne lade sælungerne være, mens de var levende. For et par dage siden, havde jeg set et skilt, hvor livredderne henstillede til folk på stranden om at lade sælungen i fred, ”moderen er ude og hente mad, så hun kan producere mælk til ungen, så lad den være, så hun kan finde den igen” Stod der. Alligevel havde han set mennesker smide ungen tilbage i havet, og nogen havde trukket den i halen væk fra det sted, hvor den lå. Jeg blev lidt harm, og trampede irriteret i sandet, da jeg ønskede livredderen en god vagt. Lovede at jeg ville tage nogle bøger med i morgen, så andre badegæster kan få glæde af dem. Han har en lille bogbytte-central. Og der loves bedre vejr. Han har et stresset job til hverdag, forklarede han, så han var tilfreds med, at der ikke var trængsel på stranden i dag. Jeg fik også lige lidt statistik med på min videre færd.

Det koster faktisk omkring 60.000 kr. at have en livredderstation på en strand kørende i en sæson, men som han sagde: ”Det koster lidt over 30.000 bare at sætte en redningshelikopter i luften en enkel gang, så hvis vi kan spare et par udrykninger, er udgiften til stationen tjent ind.”

Gik en omvej hjem igennem plantagen. Langt inde i den store skov, hvor jeg havde mistet orienteringen, mødte jeg en mor med to småpiger. De var vel omkring fem-seks og syv-otte år. Den største af pigerne insisterede på at ville ligge i den gamle havelåge af en klapvogn, de havde med, (den har sikkert stået i et sommerhusskur siden 80-erne). Pigen havde krøllet sig sammen under et badehåndklæde og nægtede at stå ud. Moderen forsøgte desperat at være pædagogisk og sige til datteren, at hun fik spaghettiben, når hun aldrig brugte musklerne i benene til at gå. Lillesøsteren blev stiktosset, fordi storesøster havde taget kørevognen, så hun satte i et skrig. Jeg registrerede det hele, mens jeg passerede karavanen, nikkede medlidende til moderen, jeg ved nemlig hvordan det er, at strande i en skov med to børn, der er utilfredse og ikke vil gå mere. Bag mig hørte jeg moderen sige til den skrigende pige: ”Se nu pigen der (det var vist mig hun mente) hun er gået ud i skoven for at få fred, og så skal hun høre på dig.” Det anfægtede overhovedet ikke skrigeballonen.  Jeg ejer ikke stedssans, og selvom jeg har krydset rundt i skovene omkring mit sommerhus i 16 år, hænder det at jeg farer lidt vild, men kun lidt. Det ender nemlig altid med, jeg kommer ud på en grusvej, som jeg kan genkende. Sådan er det også i livet. Hvis man er heldig.

Kolonien er blevet mere end halveret. Lørdag morgen var vi kun fire mennesker tilbage i huset. Tre børn og en voksen. Det regnede. Men jeg skulle alligevel ned og svømme. Efter morgenmaden løb børnene ovenpå, og snart begyndte de at skændes. Det meste af det legetøj, der har været gang i, var forsvundet med min med-bedstemor og hendes hold børn.

Efter at have haft syv børn i en uge har jeg sendt mange tanker til en pige, der gik i min datters klasse. Hun var ud af en familie med 15 børn! Jeg spurgte engang moderen til børneflokken, hvordan hun klarede hverdagen med 17 mennesker omkring bordet hver aften. Det gik meget godt, sagde hun, man vænnede sig til, at der var mange, og så tilføjede hun, der var katolik: ”Det er jo Guds vilje, når man får så mange børn.” Hun så hovedrystende på mig, da jeg sagde: ”Jamen han passer dem jo ikke.”

Nå, jeg skulle jo ikke klage, nu da jeg kun havde tre børn at tage mig af, men det regnede stadig, og børnene gad ikke være ude.

De to af børnene blev hentet ved frokosttid, og de var heldigvis glade for at se deres forældre. Sæt nu, de ikke ville med dem hjem?

Så var Cecilie (8) og jeg tilbage. Cecilie støvsugede, mens jeg tømte opvaskemaskinen, og så trængte vi ærlig talt til en strøgtur i Gilleleje. ”Det er godt, vi har lidt kvalitetstid sammen”, mente Cecilie. Jeg skulle købe en neglefil, og den skulle vise sig at være nyttig senere.

En legetøjsforretning lokkede. ”Jeg skal bare lige ind og se, om de har noget til augention-dukkerne”. Cecilie trak mig hen mod forretningen, mens hun forsikrede, at hun ikke skulle have noget, bare kikke. Jeg havde aldrig hørt om augention- dukker, men snart blev jeg præsenteret for en hel serie ting, man kunne købe til dukken, der hed our generation. Dukketilbehør var noget så uundværligt som: en isbil, tennisudstyr, spa-ophold, og gardenparty, for nu bare at nævne nogle.

Vi kikkede og kikkede. Cecilie løftede den ene ting efter den anden ned fra hylderne og sukkede: ”Jeg er i paradis.” Og sjovt nok kom vi ud af butikken, lige før den lukkede, med en pose med tilbehør til dukken derhjemme.

Tilbage i huset legede vi spa-ophold, og vi fik også filet lidt på en kokosnødsskal-broche. I mangel af sandpapir brugte vi den nys indkøbte neglefil. Vi blev afbrudt af en sms fra min søn. Victor havde vist glemt nogle højtelskede fodboldshorts. Om vi ville lede efter dem. Ja, det ville vi, men uden held. Sms til andet hold børns forældre hjalp ikke, de havde ikke fået shortsene med hjem i kuffert, men børnene mente, at det var Victors lillebror, der havde gemt dem udenfor en dag, han var sur. Denne besked indløb, efter Cecilie og jeg havde været til middag hos min papdatter (hvis børn heldigvis er voksne.) Vi måtte så ud med lysende mobiler og lede på det hemmelige grankoglested, for at se om shortsene var gravet ned der. Lillebror selv huskede intet om, at han eventuelt skulle have snuppet brormands shorts.

Min medbedstemor, der nu er vendt tilbage til sit normale liv, sms’ede at hun både havde sovet længe og spillet tennis, og så tilføjede hun: ”Jeg har stor respekt for børnehavepædagoger.”

Det har jeg også.

Lad det være sagt straks: En vis træthed begyndte at melde sig hos de to bedstemødre her på sjette dagen af kolonien. Dels på grund af den gode Barolo i aftes, men især fordi et af børnene var vågen flere gange i løbet af natten.

Matheden betød, at vi gav slip på nogle af de pædagogiske principper og tillod Ipads i mere end en halv time ad gangen, og vi bestemte hurtigt, at aftenens menu blev den gode lasagne fra Meyers, som vi fandt i fryseren. Vi var også løbet tør for hundeposer, så koloni-tiden var virkelig ved at rinde ud. Fire af børnene blev hentet efter middagsmaden, men vi måtte have noget ud af de sidste timer.

Man opfanger bidder af børnesamtaler i løbet af sådan en ferieuge. Jeg hørte fx,  et par af børnene tale om at være dværg, og hvad det er. En af dem afgjorde så: ”Det er da ligegyldigt, om man er dværg, ja altså bortset fra, når man er i Tivoli, for der skal man jo være 150 cm for at prøve mange af forlystelserne.” Og så var den sag afgjort. Når huset blev for trangt, og der var højrøstede skænderier, tog vi på en lille udflugt. Man kunne drømme om ti minutters ro på en biltur. Men nej, i min bil, blev der straks skruet op for gangnam-style, hvorpå de tre passagerer skreg med og rokkede frem og tilbage i deres autostole, som om de stod foran orange-scene på Roskilde festivalen.
Vi var på vej til Gilleleje havn, hvor dagens is skulle indtages, og så skulle vi fange krabber og lave krabbevæddeløb. Det var der et par af ungerne, der protesterede imod, men de fik at vide, at de skulle med, men de var velkomne til at sidde og surmule på kajen, hvis de ikke ville deltage i legen. Det viste sig senere, at de var de mest ivrige krabbefangere. Da en af de mindste drenge frøs, og vi dumme voksne ikke havde taget ekstra trøjer med, tog den ældste dreng straks sin sweater af og lånte den til ham. God stil, Kalle.

Nu er det sidste fælles måltid indtaget, fire af børnene er draget videre til nye feriemål, min medsammensvorne bedstemor er taget hjem til sin butler (læs: samlever). I aftes spurgte nogle af børnene ham, hvor gammel han var. Det måtte de gætte, mente han. Der var bud lige fra: 28 til nogen og halvfems.

Jeg er nu tilbage i huset med tre børn, der under lette protester er lagt i seng. Jeg har fundet min roman frem, mens vasketøjet snurrer i maskinen. Nu beder jeg bare om en rolig nat.