Velkommen til 60 plus

Er du fyldt 60 eller mere og har lyst til at læse en moden kvindes betragtninger om livet og karrieren, er du kommet til det rigtige sted. (Du kan læse mere om mig under: Om forfatteren.) Er du yngre, men lidt nysgerrig på, om den sjove del af livet mon slutter ved de 60, så læs roligt videre.

I begyndelsen af maj skrev jeg en kronik i Berlingske med titlen: Ja, jeg er 66 år og???

I kronikken opfordrede jeg kvinder til at stå ved deres alder, fordi jeg er træt af de mange eufemistiske omskrivninger af kvinders alder? I stil med: ”Nå, du bliver vel stadig 42?”, når fødselaren fylder 65. Kronikken blev delt over 500 gange i løbet af det første døgn, ligesom min indbakke på Facebook svømmede over med kommentarer som: ”Tak fordi du gav os en stemme.” Det sidste fra kvinder på plus 60, der ligesom jeg mener, det er på tide, at senior-segmentet råber op og peger på, hvad vi har af tilbyde.

Du kan læse kronikken:
http://www.b.dk/kronikker/ja-jeg-indroemmer-jeg-er-66-aar-og

I fremtiden vil jeg blogge om glæder og sorger ved senior-livet.

I mange år skrev jeg klummer i Månedsmagasinet IN og fik mange kommentarer og gode dialoger med læserne. Håber også du vil kommentere og give dine erfaringer videre, så vi får en god debat i gang.

For nogle uger siden var jeg til et middagsselskab, hvor en kvinde på min alder allerede ved forretten så på mig og sagde: ”Jeg har læst din kronik, og jeg er slet ikke enig. Der hvor jeg bor, har vi en ejerforening, og når der er møder eller fester, vil de meget gerne lytte til mig. Du skriver, at du bliver overset, det gør jeg ikke.”

Jeg ønskede hende tillykke, og understregede, at det ville virke forkert, hvis jeg sagde, at jeg følte mig overset, når jeg netop havde fået taletid i en avis. Desuden havde jeg nogle dage tidligere været i Aftenshowet i anledning af, at jeg har udgivet romanen: ”Vovestykker.”

Men jeg understregede, at der er mange kvinder, der føler de er usynlige, når de er fyldt 60.”

Min roman handler om to kvinder på 60, der ikke vil lade sig kue af alderen. De to kvindelige hovedpersoner bryder med års nedladende diskrimination af modne kvinder. Et tabu, som mange kvinder ikke tør tale om af frygt for den typiske automatreaktion: Hun er jo bare en bitter gammel dame!

Men det er en anden historie, som jeg vil behandle  senere.

Lige nu: Velkommen til min blog, håber du vil vende tilbage jævnligt.

Dette billede fandt jeg på et loppemarked
Dette billede, der fortæller om kvindes alder, fandt jeg på et loppemarked.