Lad det bare komme frem straks. Jeg elsker at være fru Klogesen. At finde anvendelse for min dyrekøbte erfaring. Og jo ældre jeg bliver, des mere udtalt bliver det. (Bemærk, at jeg ikke skrev jo værre bliver det). Jeg er hende, der altid har et godt råd, om småskavanker. Mine børn kalder mig medicinkvinden, fordi jeg lige fra de var små havde ideer til, hvordan vi/de kunne tackle små dårligdomme. Grin ej, men jeg hælder meget til de gode gamle husråd, før jeg tænker på penicillin eller andre tryllemidler. Mine børn har mange gange (da de var små) sovet ind med en uldsok proppet med vat på brystet, når de var forkølede, for det løsner slim i bronkierne. Og jeg bliver glad, når jeg konstaterer, at andre også kender til naturens helbredende kraft.

Forleden var jeg på udflugt med en veninde og vores tilsammen fem drenge-børnebørn. Den mindste løb hele tiden ind i brændenælder og fik det karakteristiske nælde udslet. Det sved og brændte. Tårer var på vej. Den største af drengene tog resolut en mælkebøtte og udbrød med kendermine: ”Vi smører lidt mælkebøttesaft på, det hjælper.” Den fire årige så beundrende på den ti –årige mens han smurte saft på de brændte steder, og straks fordampede meget af den brændende fornemmelse. Omsorg er også en god læge.

Men det rakte ikke,  dengang  jeg skulle telefonrådgive på afstand. Min datter, der boede i Paris på det tidspunkt, havde en kæreste, der havde problemer. Hun ringede til mig: ”Han har ondt i det, jeg tror er nyrerne.”

”Padderokke-te,” var mit råd. Og rigeligt af det. Skyller hele systemet igennem. Smager ikke godt, men det hjælper.” Det viste sig nu, at det var en større operation der skulle til, før nyrerne fungerede igen. Somme tider er en læge et godt alternativ.