AT REJSE ER AT LIDE

 

At rejse er at lide. Sådan indledte jeg engang en rejseartikel. Jeg var dødtræt af, at jeg som redaktør ofte fik tilbudt rejsebeskrivelser, der begyndte: ”At rejse er at leve, som H C Andersen sagde.” Min artikel var fra en strabadserende rejse  til den anden side af kloden, men jeg blev mindet om sætningen, da jeg tog til Bornholm i går.

”Mon ikke man skal have pas med på grund af alt det der grænsekontrol. Vi skal jo gennem Sverige?” Tænkte jeg, før jeg var helt færdig med at pakke. Alligevel kom jeg af sted uden.

Min rejsefælle og jeg skulle mødes ved Bornholmerbussen og alt gik glat, lige indtil chaufføren bekendtgjorde, at han skulle se pas eller kørekort, før vi kunne indtage sæderne.

Jeg havde kørekort med, så i et par minutter var alt godt. Men min rejsefælle havde hverken kørekort eller pas. Hun forsøgte alt, hvad charmen kunne trække, for at komme om bord alligevel. Hun væltede kort ud af sin pung: sygesikringsbevis, pressekort, medlemskort til vinterbadeklub og loungeadgang, men chauffør var ubøjelig. Ingen adgang uden pas eller kørekort. Imens entrede jeg bus og fandt to sæder, stadig fuld af optimisme, hun skulle nok komme med. Men hun måtte indse, at slaget var tabt, så vi vinkede til hinanden, og hun forsikrede, at hun ville hente sit pas og komme med næste bus.

Jeg var nu placeret lige bagved bussens drejeskive, (noget med anhængerbus) hvor man ikke må sætte bagage på gulvet, men jeg havde jo også et ekstra sæde ved siden af mig. I fem minutter. Så kom en mand ilende og spurgte, om jeg ville flytte min taske og min computer. Næh, helst ikke, tænkte jeg, mens jeg alligevel gjorde plads til ham. Han undskyldte ulejligheden, men han havde fået en plads ved siden af en kvinde, der snakkede så meget, at han flygtede. Jeg var lige ved at sige, at jeg også havde snakke-delirium, men tog mig i det. Så kunne man vel få fred på resten af turen. Jeg havde nu taske og computer på skødet. Men bus turen over Danmark og Sverige tager jo kun ca. 2 timer. Min rejsefælles bagage lå i bussens kuffertrum sammen med min, da buschaufføren smækkede dørene, og lod  rejsefællen stå ved kantstenen. Det var aldrig gået på et fly, tænkte jeg, men det var der vist ikke andre end mig, der tænkte. Jeg sms-ede til hende, at jeg nok skulle tage mig af hendes last. Lidet vidste jeg, at bagagen skulle ud ved færgen, og om bord på bagagevogne. Det var ikke helt let at bugsere rundt med to kufferter, en tung håndtaske samt en plasticpose med ubestemmeligt indhold, min veninde havde medbragt, når man er alene om det. Men det gik, mest fordi et venligt par fra Bornholm, der vendte hjem efter en længere udenlandstur, gav en hånd med, (folk er simpelthen flinkere i provinsen.) Det eneste de skulle have for det, var en billet til tobaksration, man stadig får, når man kommer til Sverige. Det var til deres ældste søn, der røg pibe. Jeg kom til at nævne, at det syntes jeg, han skulle holde op med, for sundhedens skyld, men det kom jo ikke mig ved, og de sagde, at han var alt for gammel til at man kunne opdrage på ham.

Jeg havde haft planer om at rejsefælle og jeg skulle tage lokal bus fra Rønne til Allinge, så vi var et med de indfødte med det samme. Men den plan gik i vasken, da jeg nu stod med fem stykker bagage, så det blev taxa.

Resten af turen gik egentlig godt, bortset fra at chaufføren insisterede på at læse kort, mens han kørte og derfor flere gange kom foruroligende tæt på de modkørende biler.  Når jeg råbte lidt op, bare ganske lidt, kom han tilbage på sporet. Jeg er sikker på, han tænkte: ”Hvad skal sådan en ældre københavner dame herover?” Det spørgsmål var jeg  begyndt at stille mig selv. Der var også et par hårde opbremsninger, for som taxamand udbrød: ”Folk bremser lige pludselig, når de skal svinge til venstre.” Tjah. Vi fandt omsider huset, vi skal bo i og chevaleresk bar chauffør alle kufferter ind.

Og hvor er der dejligt på Bornholm. Fem timer senere ankom  veninde  med både pas og kørekort. Hun tog bussen fra Rønne, for som hun sms-ede: ”Nu er jeg dejlig fri for baggage.”IMG_2663