Fest og bægerklang

”Victor har trådt i en hundelort”. Beskeden gjalder ud over hele haven, og Chili (border terrier) ser lidt skamfuld ud. Vi er ellers grundige med at fjerne hundens efterladenskaber i haven, men det kan jo smutte.

Vi får skyllet sandalen, og så er vi endelig, endelig klar til at tage på tur.

Det tager sin tid, når syv børn og to voksne skal ud af døren på samme tid. Hus låses, hund i snor, ekstra trøjer med, af og til regntøj, og så kurve med proviant. Vi drager ikke af uden at have masser af skrællede gulerødder, bananer, æbler og vandflasker med, som minimum. Ofte også 44 klapsammen-madder.

I dag havde vi spist sen morgenmad, for det er min fødselsdag, og jeg havde fået strenge ordrer om at gøre, som der blev sagt., når jeg vågnede. Var oppe i løbet af natten for at uddele hostesaft til to børn, men ellers sov alle overraskende længe. Jeg måtte gerne gå ned og bade, (alle er klar over, at jeg først er blevet menneske efter morgenbadning) men jeg skulle love at gå med lukkede øjne tilbage og snige mig ind i seng igen.

Mens jeg svømmede, kunne jeg se, at Cecilie, otte, var i gang med at hejse flaget i haven efter instrukser fra faderen (min svigersøn, der havde oplært hende i flagknuder, før han rejste.) Der var også sat flag i græsplænen (jeg snød og åbnede øjnene, da jeg gik op til huset efter svømmetur.)

Jeg nåede at læse de første 78 lykønskninger på Facebook, før værelset blev indtaget af syv flagende børn, der sang fødselsdagssang.

Festligt morgenbord med varme boller og de flotteste børnetegninger og fine gaver.

Vejret artede sig, så vi kørte til Hornbæk og spillede minigolf. Det var en stor succes, selvom nogle af børnene erklærede, før vi tog af sted, at det gad de ikke. Men da de først kom i gang var de alle optagede af at ramme den runde bold og undgik fuldstændig at slå hinanden med køllerne. Og så var der selvfølgelig is bagefter. For i vores sommerferier er der is hver dag.

Min med-bedstemor har en butler, (det kalder han sig i hvert fald, vi andre siger det er hendes samlever) og han kom farende for at hjælpe med at grille til aften, og det var rigtig dejligt. Min søster kom forbi med en natur-quizIMG_2812, da hun vidste at ugens ferie tema er natur. Den vandt Cecilie og jeg i al beskedenhed.

Dagen endte med fest og bægerklang. Min veninde gennem 51 år ( ja det er skræmmende men rigtigt) kom også. Gæsterne bragte nyt ude fra den store verden, ting vi ikke havde hørt om i vores boble, hvor det har handlet om udflugter, mellemmadder og andre nære ting.

Da de udefrakommende myldrede ind, hviskede medbedstemor til mig: ”Husk vi ikke har flere dyner.”

I morgen aften skal nogle af koloniens deltagere hjem, og det er lige før, det er trist. Men vi andre giver den gas indtil lørdag.