Hver gang jeg går forbi hybenros- buske, og det er ofte her i sommerlandet ( lige nu er frugterne røde, mens der stadig er fine duftende blomster)  tænker jeg på en kvinde, der hed Sigrid. Jeg interviewede hende for mange år siden, da hun fyldte 80 år. Hun sluttede vores samtale med at sige, at hun ønskede, at omgivelserne skulle se på hende som en hybenrose-busk, der blomstrer og bærer frugt på samme tid. Det, syntes jeg, var en smuk metafor for en ældre, klog kvindes liv.

Det er først her på mine ældre dage, at min indre hortonom for alvor har stukket hovedet frem. Jeg vil ikke påstå, jeg taler med mine pelagonier, men det er lige før. Jeg synes, det er sjovt,  ja næsten rørende, at jeg har kunnet få dem til at overvintre flere gange i min lejlighed, og de stadig blomstrer i vilden sky gennem hele sommeren. Men det kræver, at de bliver vandet jævnligt, selvom jeg ikke er der. De står på altanen, men der er perioder uden regn, selvom vi er ved at glemme det lige nu. Og så kan det gå galt.

For et par år siden fandt jeg hos min søn og svigerdatter en hortensia, der var i så ussel en forfatning, at den var havnet i skraldespanden. Det var der, jeg tilfældigvis fandt den. Jeg hev den op, for der var stadig liv i den. Og selvom man ikke er så køn som tidligere, har man da også ret til kærlighed og pleje, ikke? Jeg tog den med hjem og gav den en potte, lidt god muld og gødning. Planten belønnede snart min godhed ved at skyde i vejret, og sommeren efter satte den flere blomster. I denne sommer var den ekstra smuk med endnu flere lyserøde blomster. Den glædede mig hver dag. Så tog jeg i sommerhus, og håbede Vorherre ville vande den på altanen. Der kom en periode med sol og atter sol. Jeg kontaktede en kvinde i ejendommen, der har nøgle til min lejlighed, men hun var selv ude og rejse. Jeg håbede det bedste for planternes liv, men da jeg kom hjem, var hortensiaen visnet som i: totalt død. Ikke engang en grundig vanding og søde ord hjalp. Pelargonierne havde overlevet og blomstrede videre. Jeg klagede min hortensia nød til en veninde. Hun forsøgte at trøste med at påpege, at en stor ny plante ikke kostede en formue. ”Men det er jo ikke det samme, som en jeg selv har drevet frem”, sagde jeg lettere forarget.

Heldigvis havde min svigerdatter en anden hortensia, hun havde opgivet, så den har jeg  nu i pleje. Den har fået gødning og ny muld, og den bliver slæbt frem og tilbage fra sommerhus til lejlighed.

Selvom det at visne og dø er en del af livet, så vil man somme tider gerne forhale processen.