Når jeg rejser i ikke engelsk talende lande, føler jeg mig reduceret til et tre års barn, hvis konversationen er begrænset til: si eller oui. Og merci og muchas grasias. Når man i mange år har levet af at formulere sig, er det et problem, hvis andre mennesker ikke forstår, hvad man forsøger at udtrykke.
Jeg har lige været i Stockholm, og her taler de fleste mennesker jo svensk. Det skulle vel ikke være så svært. Vi i Norden forstår jo hinanden, ikke? Nej.
Jeg havde i mange år et samarbejde med svenskere, jeg har oversat svenske artikler til dansk, jeg ser ofte svensk TV og følger Wallander på dansk tv, uden at læse underteksterne. Om jeg kan tale svensk? Nå, næh, jo så nogenlunde, mente jeg. Jeg kender i hvert fald mange svenske ord, der adskiller sig fra de danske. Frukost er fx ikke frokost men morgenmad, Og når svenskerne siger grattis med to t-er betyder det tillykke og ikke at noget er gratis, for det er nemlig kun med et t. Engang ringede jeg til et svensk firma og bad om at tale med en bestemt medarbejder. ”Hun er ledig”, sagde omstillingsdamen. ”Så stil mig venligst ind”, sagde jeg, før jeg forstod, at ledig betyder, at hun havde fri, og ikke at hun var parat til en samtale. Dengang antog jeg også, at en affärsman var en mand, der havde en affære. Jeg syntes, det var imponerende, at man havde et ord for det. Sådan er det hele vejen igennem.
I de første dage af mit besøg i den svenske hovedstad, henvendte jeg mig gladelig til svenskere med mit dansk-svenske. De stirrede forskrækkede på mig og spurgte, om jeg ikke talte engelsk. Men jeg ville ikke give op. Vi måtte kunne forstå hinanden, vi er jo granna (naboer) som en svensker sødt sagde til mig. Men hver gang jeg talte højt og tydeligt og ikke mindst langsomt på dansk/svensk, stirrede jeg ind i forbløffede ansigter. Kunne se på mine svenske brødre og søstre, at de ikke fattede en bønne. De gik simpelthen i panik, når jeg åbnede munden og havde på forhånd besluttet, at de ikke forstod, hvad jeg sagde. Jeg klagede min nød til min datter, der konstaterede: ”Det er accenten. Du har den helt forkerte accent, det hører de fluks, og så beslutter de, at de ikke forstår noget af det, du siger.”
Det bøjede jeg mig for og slog over i engelsk. Selvom jeg følte, det var en falliterklæring. Men hellere det end slet ikke at blive forstået.
Alligevel blev jeg en anelse pikeret, da jeg besøgte et museum. Jeg var lige trådt ind i et af lokalerne, da en kustode begyndte en lang forklaring på tysk. Jeg forstod det meste af, hvad han sagde, men jeg undrede mig. Jeg havde ikke sagt et ord. Godt nok bliver danskeres accent ofte forvekslet med tysk, men jeg havde ikke åbnet munden.
En medkustode spurgte på svensk kollegaen om, hvorfor han talte tysk til mig, og så forklarede han, at netop havde talt med en tysker, og derfor var han bare blevet ved med at tale tysk.
Alt det forstod jeg, fordi jeg næsten taler svensk.
