”Lykkeligst at hvile på er en fuldendt gerning.” Sagde min mor ofte, da jeg var barn, og især på de dage, da jeg havde ryddet op på mit værelse, og faldt omkuld i sengen om aftenen efter den udmattende handling.

Jeg er ikke sikker på, jeg helt forstod, hvad hun mente, men jeg har tit tænkt på det siden og på sandheden i det gamle udtryk. Der ligger en evig visdom i de gamle talemåder. Men somme tider kommer de til at sige hinanden imod.

I går ankom jeg til mit sommerhus med hængekøje og romaner i tankerne. Men inden jeg kom dertil, var der pligter, der skulle overstås. Blog skrives, græs slås, opvaskemaskine tømmes, terrasse fejes. Som tiden dog løber. Da jeg endelig fik grebet romanen og hængt hængekøjen op, var solen forsvundet. Og det småregnede. Da var det, jeg kom til at tænke på et andet gammelt ordsprog: ”Den der gemmer til natten, gemmer til katten.” Men jeg sov rigtig godt i nat med en glorie svævende over sengen. Sådan føltes det.

Egentlig skulle dette indlæg have handlet om en rigtig møg-dag, og tankerne i den forbindelse, men den følger en af de kommende dage. For nu styrter jeg ud i solen, mens den skinner.

Jeg gik rundt på Hammershus på Bornholm i går.

En bedstefar var ved at forklare sit barnebarn på omkring fem år om sin fortid. Han løftede den lille pige op på kanten af en mur og pegede ud over vandet:

”Da bedstefar var soldat blev vi sat af dernede”, nu pegede han ned mod kysten, ”og så måtte vi gå hele vejen til Rønne langs vandet.”

Pigen nikkede, så så hun rundt på ruinerne: ”Så her også sådan ud dengang?”, spurgte hun nysgerrigt.

”Ja, ja, brummede bedstefar, så gammel er jeg altså heller ikke.”

Det mindede mig om en historie en veninde fortalte. Hun havde spurgt sin mor, om hun ikke var bange for dinosaurerne, der rendte rundt i gaderne, da hun var barn.

Tid er noget sjovt noget.

At rejse er at lide. Sådan indledte jeg engang en rejseartikel. Jeg var dødtræt af, at jeg som redaktør ofte fik tilbudt rejsebeskrivelser, der begyndte: ”At rejse er at leve, som H C Andersen sagde.” Min artikel var fra en strabadserende rejse  til den anden side af kloden, men jeg blev mindet om sætningen, da jeg tog til Bornholm i går.

”Mon ikke man skal have pas med på grund af alt det der grænsekontrol. Vi skal jo gennem Sverige?” Tænkte jeg, før jeg var helt færdig med at pakke. Alligevel kom jeg af sted uden.

Min rejsefælle og jeg skulle mødes ved Bornholmerbussen og alt gik glat, lige indtil chaufføren bekendtgjorde, at han skulle se pas eller kørekort, før vi kunne indtage sæderne.

Jeg havde kørekort med, så i et par minutter var alt godt. Men min rejsefælle havde hverken kørekort eller pas. Hun forsøgte alt, hvad charmen kunne trække, for at komme om bord alligevel. Hun væltede kort ud af sin pung: sygesikringsbevis, pressekort, medlemskort til vinterbadeklub og loungeadgang, men chauffør var ubøjelig. Ingen adgang uden pas eller kørekort. Imens entrede jeg bus og fandt to sæder, stadig fuld af optimisme, hun skulle nok komme med. Men hun måtte indse, at slaget var tabt, så vi vinkede til hinanden, og hun forsikrede, at hun ville hente sit pas og komme med næste bus.

Jeg var nu placeret lige bagved bussens drejeskive, (noget med anhængerbus) hvor man ikke må sætte bagage på gulvet, men jeg havde jo også et ekstra sæde ved siden af mig. I fem minutter. Så kom en mand ilende og spurgte, om jeg ville flytte min taske og min computer. Næh, helst ikke, tænkte jeg, mens jeg alligevel gjorde plads til ham. Han undskyldte ulejligheden, men han havde fået en plads ved siden af en kvinde, der snakkede så meget, at han flygtede. Jeg var lige ved at sige, at jeg også havde snakke-delirium, men tog mig i det. Så kunne man vel få fred på resten af turen. Jeg havde nu taske og computer på skødet. Men bus turen over Danmark og Sverige tager jo kun ca. 2 timer. Min rejsefælles bagage lå i bussens kuffertrum sammen med min, da buschaufføren smækkede dørene, og lod  rejsefællen stå ved kantstenen. Det var aldrig gået på et fly, tænkte jeg, men det var der vist ikke andre end mig, der tænkte. Jeg sms-ede til hende, at jeg nok skulle tage mig af hendes last. Lidet vidste jeg, at bagagen skulle ud ved færgen, og om bord på bagagevogne. Det var ikke helt let at bugsere rundt med to kufferter, en tung håndtaske samt en plasticpose med ubestemmeligt indhold, min veninde havde medbragt, når man er alene om det. Men det gik, mest fordi et venligt par fra Bornholm, der vendte hjem efter en længere udenlandstur, gav en hånd med, (folk er simpelthen flinkere i provinsen.) Det eneste de skulle have for det, var en billet til tobaksration, man stadig får, når man kommer til Sverige. Det var til deres ældste søn, der røg pibe. Jeg kom til at nævne, at det syntes jeg, han skulle holde op med, for sundhedens skyld, men det kom jo ikke mig ved, og de sagde, at han var alt for gammel til at man kunne opdrage på ham.

Jeg havde haft planer om at rejsefælle og jeg skulle tage lokal bus fra Rønne til Allinge, så vi var et med de indfødte med det samme. Men den plan gik i vasken, da jeg nu stod med fem stykker bagage, så det blev taxa.

Resten af turen gik egentlig godt, bortset fra at chaufføren insisterede på at læse kort, mens han kørte og derfor flere gange kom foruroligende tæt på de modkørende biler.  Når jeg råbte lidt op, bare ganske lidt, kom han tilbage på sporet. Jeg er sikker på, han tænkte: ”Hvad skal sådan en ældre københavner dame herover?” Det spørgsmål var jeg  begyndt at stille mig selv. Der var også et par hårde opbremsninger, for som taxamand udbrød: ”Folk bremser lige pludselig, når de skal svinge til venstre.” Tjah. Vi fandt omsider huset, vi skal bo i og chevaleresk bar chauffør alle kufferter ind.

Og hvor er der dejligt på Bornholm. Fem timer senere ankom  veninde  med både pas og kørekort. Hun tog bussen fra Rønne, for som hun sms-ede: ”Nu er jeg dejlig fri for baggage.”

Jeg holder af at have gæster. Kan også godt lide at lave mad.

Der var engang, da jeg kunne finde på at koge fond i dagevis, før et gæstebud. Det gør jeg ikke mere. Som min veninde siger: ”Du er blevet god til de hurtige retter.” Og det var ikke en fornærmelse. Jeg lægger vægt på, at maden smager godt, men man kan sagtens springe over, hvor gærdet er lavest og alligevel få et godt resultat.

Det gjorde jeg forleden, da jeg skulle have nogle kære venner til middag. Det var meget varmt, så vi skulle begynde med en gazpacho. Denne spanske suppe får man i mange variationer, mere elle mindre velsmagende.

Jeg komponerede min egen udgave, som er så nem, at jeg næsten er flov over at give dig opskriften, alligevel kommer den her.

To dåser flåede tomater på dåse (ja det brugte jeg…), men du er velkommen til at købe modne bøftomater og skolde dem og flå dem, i stedet.

Jeg købte også et glas med syltede røde peberfrugter, da de syltede er mildere end rå, og det klæder suppen. Man kan også selv vælge at bage peberfrugter i ovnen eller over gassen og flå det brændte skind af og derefter komme peberen i suppen, men igen: Prøv min version.

Hæld væden fra den syltede peber og kom den i en foodprocessor eller blender sammen med tomater, en god håndfuld frisk basilikum, to forårsløg, et par fed hvidløg, der er presset på forhånd, og en halv skrællet agurk uden kerner.

Blend det hele og smag til med salt og peber. Sæt suppen i køleskab. Den skal serveres meget kold. Og den må gerne være lidt grød-agtig i konsistensen. Server eventuelt brødcroutoner til og lidt hakket basilikum på toppen.

Mine to gæster er vegetarer, så de er godt vante, når det kommer til grønsagsretter, men den ene udbrød spontant: ”Det er den bedste gazpacho, jeg nogensinde har fået.”

Bon appetit.

Forleden så jeg for gud-ved-hvilken gang, filmen: Stegte grønne tomater med skønne Kathy Bates i en hovedrolle. Hun spiller Evelyn, en let frustreret husmor i 50-erne. Manden gider ikke sex, men vil hellere se bold i fjernsynet, selvom hans kone går på kurser for at få gnisten tilbage i parforholdet. Hendes hormoner spiller hende en puds, mener Ninny Threadgood, spillet af Jessica Tandy. En dag holder Evelyn i sin bil og venter på en parkeringsplads, mens en anden bil bakker ud. Før hun når at svinge ind på den ledige plads, bliver hun overhalet indenom af to yngre kvinder. Evelyn ruller vinduet ned og råber desperat: ”Det var min plads.” De to gimper stiger ud af bilen, griner og siger: ”Sådan er det at være ung og hurtig.” Og så går de fnisende deres vej arm i arm. Evelyn tænker sig lidt om, så sætter hun bilen i gear. Hun banker derefter ind i den cabriolet, de to unge damer var ankommet i, gentagne gange, lige til den flytter sig. De to kvinder kommer løbende tilbage og skriger, at Evelyn er sindssyg. Cabrioleten er nu skubbet så langt væk, at Evelyn kan få sin bil parkeret.

”Sådan er det at være ældre og godt forsikret,” siger hun tilfreds og smækker bildøren.

Vi fryder os med hende, selvom hun er ude i ulovligt ærinde. Åh, hvor har de godt af det…de to duller. Jeg grinede flere gange over scenen, da filmen var slut.

I min roman VOVESTYKKER er den ene hovedperson en kvinde på 60. Hun er hospicesygeplejerske og altid parat til at hjælpe og stå hos og bi. Også overfor sin utro mand. Men en skønne dag drager hun ud på eventyr til Oman, og her opdager hun, at hun ikke helt er blomstret af. Og selvom utroskab måske ikke bliver bedre af, at det er den bedragne, der betaler tilbage, så glæder vi os (forhåbentlig) alligevel med hende.

Umoralsk eller ej. Det er altid skønt med æresoprejsning.

Lad det bare komme frem straks. Jeg elsker at være fru Klogesen. At finde anvendelse for min dyrekøbte erfaring. Og jo ældre jeg bliver, des mere udtalt bliver det. (Bemærk, at jeg ikke skrev jo værre bliver det). Jeg er hende, der altid har et godt råd, om småskavanker. Mine børn kalder mig medicinkvinden, fordi jeg lige fra de var små havde ideer til, hvordan vi/de kunne tackle små dårligdomme. Grin ej, men jeg hælder meget til de gode gamle husråd, før jeg tænker på penicillin eller andre tryllemidler. Mine børn har mange gange (da de var små) sovet ind med en uldsok proppet med vat på brystet, når de var forkølede, for det løsner slim i bronkierne. Og jeg bliver glad, når jeg konstaterer, at andre også kender til naturens helbredende kraft.

Forleden var jeg på udflugt med en veninde og vores tilsammen fem drenge-børnebørn. Den mindste løb hele tiden ind i brændenælder og fik det karakteristiske nælde udslet. Det sved og brændte. Tårer var på vej. Den største af drengene tog resolut en mælkebøtte og udbrød med kendermine: ”Vi smører lidt mælkebøttesaft på, det hjælper.” Den fire årige så beundrende på den ti –årige mens han smurte saft på de brændte steder, og straks fordampede meget af den brændende fornemmelse. Omsorg er også en god læge.

Men det rakte ikke,  dengang  jeg skulle telefonrådgive på afstand. Min datter, der boede i Paris på det tidspunkt, havde en kæreste, der havde problemer. Hun ringede til mig: ”Han har ondt i det, jeg tror er nyrerne.”

”Padderokke-te,” var mit råd. Og rigeligt af det. Skyller hele systemet igennem. Smager ikke godt, men det hjælper.” Det viste sig nu, at det var en større operation der skulle til, før nyrerne fungerede igen. Somme tider er en læge et godt alternativ.

Mange børn kender døden som noget, der rammer gamle mennesker. Man dør, når man er gammel nok. Så let er det.

Jeg husker endnu, at min søster chokerede min far og mor ved bramfrit midt på en torsdag aften ved middagsbordet at spørge: ”Hvad arver vi, når mormor dør?”

Da min far havde sundet sig lidt, svarede han: ”Sådan siger man ikke. Hvis du absolut må vide det, kan du spørge: Hvad kunne der tilfalde os, hvis vi skulle være så uheldige at gå hen og miste mormor.”

Børn skal ikke være ret gamle, før de forbinder døden med at arve noget. Jeg har deltaget i julefrokoster, hvor de yngste deltagere kom op at skændes om, hvem der skulle arve bedstemors ældgamle stjerne i toppen af juletræet. Det forekommer jo meget uskyldigt, når vi taler om juletræspynt. Det bliver straks værre, når voksne børn bliver uvenner for livstid på grund af en arv. Den slags er der masser af historier om. Jeg kendte en kvinde, der arvede en formue fra sine forældre sammen med søsteren. Alligevel lykkedes det de to søskende at opnå livslangt fjendskab på grund af en bojan, de begge begærede. Hvis du er under 50 og læser dette, ved du måske ikke engang, hvad en bojan er. Det er en kinesisk stentøjskrukke, men den omtalte var ikke fra Ming-dynastiet og  ikke synderlig værdifuld.

Forleden sagde mit otte årige barnebarn: ”Hvem skal arve alle dine ting, når du går bort?” Ja det sagde hun: ”går bort”. Det er ord, hun for nylig opsnappede i skolen, da en lærer havde fortalt, at en af klassekammeraternes bedstemor var gået bort.

”Det skal din mor og din onkel”, sagde jeg….”De er jo mine børn. Men hvis der er noget særligt, du kunne tænke dig, kan vi jo snakke om det.” Hun tænkte længe, før hun sagde:

”Så vil jeg gerne arve dine nøgleringe.”

Sådan blev aftalen. Nu håber jeg ikke, der opstår livslangt fjendskab mellem hende og hendes søskende.

Der er ord, der klinger af barndom. Sådan et ord er vaskeskind, for mig. Et blødt, sandfarvet skind med flossede kanter. Jeg har et liggende i min bil, som jeg har fået af en veninde. Nu minder det mig om venskab og også om svundne tider. Hver gang jeg bruger det, tænker jeg på den grønne Vauxhall Victor mine forældre kørte i, da jeg barn. Vaskeskindet lå i handskerummet. Jeg kan endnu se min mor tørre duggen af forrudens inderside med det.

Jo ældre jeg bliver, des flere minder fra barndommen dukker op, og jeg får lyst til at vende tilbage til nogle af de steder, hvor jeg følte mig mest hjemme som barn.

Jeg ved, at jævnaldrende har det ligesådan. Det er os, der kører langsomt op ad villaveje for at se, om vi kan kende de huse, som legekammerater boede i, selvom deres forældre for længst er døde og husene overtaget af fremmede familier. Vi kan finde på at ringe på og spørge: ”Undskyld, men jeg var en hyppig gæst i jeres stuer for 55 år siden, så må jeg  kikke indenfor?” Somme tider får vi lov, og vi opdager, at alt er forandret. Amagerhylden, der hang i køkkenet er udskiftet med en rustfristål-emhætte og brændekomfuret er kasseret til fordel for et højhastigheds induktionskomfur.

Forleden hørte jeg fra en nabo ved mit sommerhus, at hun havde set en mand stå på min terrasse. Vi holder øje med hinandens huse, så hun var gået hen til ham og spurgt, om hun kunne hjælpe med noget.

”Mine forældre har ejet huset”, sagde han. Og havde fortalt, at han havde tilbragt mange dejlige sommerferier her. Da jeg ikke var der, kunne de ikke komme ind. Det er jeg ked af, for jeg ville gerne have vist ham indenfor og  fortalt, at huset er i gode hænder. Vi værdsætter det, vi passer på det, og indimellem, går jeg i hans fars gamle grønne regnjakke, der blev efterladt i huset. Jeg forestiller mig, at den er med til at give huset den gode karma.

Holder weekend med mit otte-årige barnebarn. Vi går og hygger os med at sætte et højbed til krydderurter op. Cecilie hælder muld i bedet, mens jeg fortæller hende om Afrika, som jeg besøgte i foråret.
Hun klapper mulden rundt om nogle krydderurter. Så ser hun på mig og siger: “Jeg må jo hjælpe dig, mens du er her.”
“Tror du da, jeg snart sætter træskoene?” Spørger jeg og smiler glad.
Hun ser op og svarer: “Nej, men vil du have en sort eller en hvid kiste?
“Hvid tror jeg.
“Ok, men hvis du skal brændes, skal din aske så spredes ud over Afrika?”
“Nej, det er ikke nødvendigt, men måske over havet ved sommerhuset.”
“Du elsker havet.”
“Ja.”

Selvom jeg følte mig adræt og super frisk efter havbad, kom jeg lige et lille bitte skridt nærmere graven:-)

God weekend.

”Jeg kunne ikke drømme om at melde mig ind i Ældresagen, for jeg føler mig overhovedet ikke gammel.
Kvinden overfor mig i toget ser triumferende på sin rejsekammerat ved siden af, da hun har afleveret sit statement.
Jeg lader som om jeg læser, men jeg følger alligevel interesseret med i deres samtale. Emnet er aktuelt for mig.

Det er svært at gætte folks alder, men jeg tipper, at kvinderne overfor mig er omkring 70 plus minus fem år.
”Jamen du er da ikke helt ung mere, så er det ikke bare at fortrænge virkeligheden at påstå, at du ikke mærker alderen?” Spørger den anden kvinde forsigtigt.
Men den ungdommelige kvinde vil ikke give sig.
”70-erne er de nye 60-ere,” siger hun nu let  irriteret og ser ud ad vinduet
Jeg smiler indvendig.
”Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø”, skrev Tove Ditlevsen.

Jeg tillader mig at tilføje:
“Ja, det gør der også i mig, men udenpå er en moden kvinde, som man også skal tage vare på.”

God weekend.