Hver gang jeg går forbi hybenros- buske, og det er ofte her i sommerlandet ( lige nu er frugterne røde, mens der stadig er fine duftende blomster)  tænker jeg på en kvinde, der hed Sigrid. Jeg interviewede hende for mange år siden, da hun fyldte 80 år. Hun sluttede vores samtale med at sige, at hun ønskede, at omgivelserne skulle se på hende som en hybenrose-busk, der blomstrer og bærer frugt på samme tid. Det, syntes jeg, var en smuk metafor for en ældre, klog kvindes liv.

Det er først her på mine ældre dage, at min indre hortonom for alvor har stukket hovedet frem. Jeg vil ikke påstå, jeg taler med mine pelagonier, men det er lige før. Jeg synes, det er sjovt,  ja næsten rørende, at jeg har kunnet få dem til at overvintre flere gange i min lejlighed, og de stadig blomstrer i vilden sky gennem hele sommeren. Men det kræver, at de bliver vandet jævnligt, selvom jeg ikke er der. De står på altanen, men der er perioder uden regn, selvom vi er ved at glemme det lige nu. Og så kan det gå galt.

For et par år siden fandt jeg hos min søn og svigerdatter en hortensia, der var i så ussel en forfatning, at den var havnet i skraldespanden. Det var der, jeg tilfældigvis fandt den. Jeg hev den op, for der var stadig liv i den. Og selvom man ikke er så køn som tidligere, har man da også ret til kærlighed og pleje, ikke? Jeg tog den med hjem og gav den en potte, lidt god muld og gødning. Planten belønnede snart min godhed ved at skyde i vejret, og sommeren efter satte den flere blomster. I denne sommer var den ekstra smuk med endnu flere lyserøde blomster. Den glædede mig hver dag. Så tog jeg i sommerhus, og håbede Vorherre ville vande den på altanen. Der kom en periode med sol og atter sol. Jeg kontaktede en kvinde i ejendommen, der har nøgle til min lejlighed, men hun var selv ude og rejse. Jeg håbede det bedste for planternes liv, men da jeg kom hjem, var hortensiaen visnet som i: totalt død. Ikke engang en grundig vanding og søde ord hjalp. Pelargonierne havde overlevet og blomstrede videre. Jeg klagede min hortensia nød til en veninde. Hun forsøgte at trøste med at påpege, at en stor ny plante ikke kostede en formue. ”Men det er jo ikke det samme, som en jeg selv har drevet frem”, sagde jeg lettere forarget.

Heldigvis havde min svigerdatter en anden hortensia, hun havde opgivet, så den har jeg  nu i pleje. Den har fået gødning og ny muld, og den bliver slæbt frem og tilbage fra sommerhus til lejlighed.

Selvom det at visne og dø er en del af livet, så vil man somme tider gerne forhale processen.

Kan loyalitet gradbøjes? Det spørgsmål stiller en af personerne sig selv i en klumme i min roman ”Vovestykker”.

Det tænkte jeg på forleden, da jeg mødtes med en veninde. Hun fortalte mig, at hendes mand havde bestilt en flybillet til deres datter. Den morgen, datteren mente hun skulle af sted, ville faderen lige tjekke, hvorfor han endnu ikke havde modtaget en sms med besked om indtjekning. Det viste sig, at rejsen var bestilt til dagen før.

Min veninde var lidt træt af postyret (som dog var endt med, at datteren var kommet af sted.)

Senere aftalte min veninde og jeg, at vi skulle spise middag sammen, tillige med hendes mand. ”Du skal ikke nævne noget om det med den kiksede billet”, sagde veninde og så advarende på mig.

Nu skete det så, at mister uheldig flybillet og jeg mødtes på restauranten ti min før, min veninde dukkede op. Vi sludrede om løst og fast (ikke et ord om den uheldige billetbestilling), men pludselig siger min venindes mand: ”Du har vel hørt hvordan det gik, da jeg bestilte flybillet til vores datter?”

Mig: ”Næh…”

Og så fortalte han mig hele historien råt for usødet, og han gjorde intet for at forbedre sin egen andel af miseren. Jeg supplerede så med beretninger om de gange, da jeg selv var kommet uheldig af sted ved bestilling af rejsedokumenter. Jeg var midt i historien, om dengang jeg havnede i den forkerte lufthavn i Italien, da min veninde dukkede op på restauranten.

Hun fik lige resten af min gribende fortælling med, og fik det indtryk, at det var tilståelsernes tid, så hun så på sin mand og sagde: ”Jeg kom altså til at fortælle Camilla om din fejl med flybilletten.”

Der sad jeg, en anelse pikeret, fordi jeg havde løjet for at være loyal overfor min veninde.

Men det fortrød jeg nu ikke, for en hvid løgn er bedre end illoyalitet, ikke?

”Der er er mennesker, der kan rejse den halve jordklode rundt og ikke have noget særligt at berette, og så er der nogen, der efter en tur til købmanden har meget at fortælle. Du hører til den sidste kategori.”

Sagde en ex-kæreste engang til mig, Måske syntes han, jeg snakkede for meget, men jeg opfattede det alligevel som en kompliment.

Jeg kom til at tænke på ordene i formiddag, da jeg var ude og gå. Ville bare ned til vandet og bade og hjem igen, men undervejs blev jeg trukket ind i plantagen og ud på de åbne vidder af skovhindbærbuske og svampe, der lokkede. Jeg kom hjem, ikke bare med naturens gaver, men også med mange indtryk og oplevelser i rygsækken.

Nede ved vandet fandt jeg en død sælunge på stranden. Jeg fik en snak med den unge livredder, der havde god tid til at sludre, for der var ikke mange mennesker på stranden, og slet ingen der badede bortset fra mig. Han forklarede, at hans job blandt andet består i, at holde særlig godt øje med mindre børn og med ”gamle”. (Blev ikke helt klar over, om jeg hørte til sidste kategori.) Det sker engang imellem, at ældre mennesker falder i vandet eller på stranden, så kan de i uheldigste fald brække noget, og små børn kan risikere at blive væk i bølger i et nu. Men også yngre mennesker har indimellem brug for assistance. I sidste uge havde en af hans kolleger ved en nærliggende station, måttet redde en flok unge kvinder med tørklæder, da de ikke tog sig i agt for hestehuller.

Vi blev enige om, at det var ret irriterende, at strandgæsterne ikke kunne lade sælungerne være, mens de var levende. For et par dage siden, havde jeg set et skilt, hvor livredderne henstillede til folk på stranden om at lade sælungen i fred, ”moderen er ude og hente mad, så hun kan producere mælk til ungen, så lad den være, så hun kan finde den igen” Stod der. Alligevel havde han set mennesker smide ungen tilbage i havet, og nogen havde trukket den i halen væk fra det sted, hvor den lå. Jeg blev lidt harm, og trampede irriteret i sandet, da jeg ønskede livredderen en god vagt. Lovede at jeg ville tage nogle bøger med i morgen, så andre badegæster kan få glæde af dem. Han har en lille bogbytte-central. Og der loves bedre vejr. Han har et stresset job til hverdag, forklarede han, så han var tilfreds med, at der ikke var trængsel på stranden i dag. Jeg fik også lige lidt statistik med på min videre færd.

Det koster faktisk omkring 60.000 kr. at have en livredderstation på en strand kørende i en sæson, men som han sagde: ”Det koster lidt over 30.000 bare at sætte en redningshelikopter i luften en enkel gang, så hvis vi kan spare et par udrykninger, er udgiften til stationen tjent ind.”

Gik en omvej hjem igennem plantagen. Langt inde i den store skov, hvor jeg havde mistet orienteringen, mødte jeg en mor med to småpiger. De var vel omkring fem-seks og syv-otte år. Den største af pigerne insisterede på at ville ligge i den gamle havelåge af en klapvogn, de havde med, (den har sikkert stået i et sommerhusskur siden 80-erne). Pigen havde krøllet sig sammen under et badehåndklæde og nægtede at stå ud. Moderen forsøgte desperat at være pædagogisk og sige til datteren, at hun fik spaghettiben, når hun aldrig brugte musklerne i benene til at gå. Lillesøsteren blev stiktosset, fordi storesøster havde taget kørevognen, så hun satte i et skrig. Jeg registrerede det hele, mens jeg passerede karavanen, nikkede medlidende til moderen, jeg ved nemlig hvordan det er, at strande i en skov med to børn, der er utilfredse og ikke vil gå mere. Bag mig hørte jeg moderen sige til den skrigende pige: ”Se nu pigen der (det var vist mig hun mente) hun er gået ud i skoven for at få fred, og så skal hun høre på dig.” Det anfægtede overhovedet ikke skrigeballonen.  Jeg ejer ikke stedssans, og selvom jeg har krydset rundt i skovene omkring mit sommerhus i 16 år, hænder det at jeg farer lidt vild, men kun lidt. Det ender nemlig altid med, jeg kommer ud på en grusvej, som jeg kan genkende. Sådan er det også i livet. Hvis man er heldig.

Kolonien er blevet mere end halveret. Lørdag morgen var vi kun fire mennesker tilbage i huset. Tre børn og en voksen. Det regnede. Men jeg skulle alligevel ned og svømme. Efter morgenmaden løb børnene ovenpå, og snart begyndte de at skændes. Det meste af det legetøj, der har været gang i, var forsvundet med min med-bedstemor og hendes hold børn.

Efter at have haft syv børn i en uge har jeg sendt mange tanker til en pige, der gik i min datters klasse. Hun var ud af en familie med 15 børn! Jeg spurgte engang moderen til børneflokken, hvordan hun klarede hverdagen med 17 mennesker omkring bordet hver aften. Det gik meget godt, sagde hun, man vænnede sig til, at der var mange, og så tilføjede hun, der var katolik: ”Det er jo Guds vilje, når man får så mange børn.” Hun så hovedrystende på mig, da jeg sagde: ”Jamen han passer dem jo ikke.”

Nå, jeg skulle jo ikke klage, nu da jeg kun havde tre børn at tage mig af, men det regnede stadig, og børnene gad ikke være ude.

De to af børnene blev hentet ved frokosttid, og de var heldigvis glade for at se deres forældre. Sæt nu, de ikke ville med dem hjem?

Så var Cecilie (8) og jeg tilbage. Cecilie støvsugede, mens jeg tømte opvaskemaskinen, og så trængte vi ærlig talt til en strøgtur i Gilleleje. ”Det er godt, vi har lidt kvalitetstid sammen”, mente Cecilie. Jeg skulle købe en neglefil, og den skulle vise sig at være nyttig senere.

En legetøjsforretning lokkede. ”Jeg skal bare lige ind og se, om de har noget til augention-dukkerne”. Cecilie trak mig hen mod forretningen, mens hun forsikrede, at hun ikke skulle have noget, bare kikke. Jeg havde aldrig hørt om augention- dukker, men snart blev jeg præsenteret for en hel serie ting, man kunne købe til dukken, der hed our generation. Dukketilbehør var noget så uundværligt som: en isbil, tennisudstyr, spa-ophold, og gardenparty, for nu bare at nævne nogle.

Vi kikkede og kikkede. Cecilie løftede den ene ting efter den anden ned fra hylderne og sukkede: ”Jeg er i paradis.” Og sjovt nok kom vi ud af butikken, lige før den lukkede, med en pose med tilbehør til dukken derhjemme.

Tilbage i huset legede vi spa-ophold, og vi fik også filet lidt på en kokosnødsskal-broche. I mangel af sandpapir brugte vi den nys indkøbte neglefil. Vi blev afbrudt af en sms fra min søn. Victor havde vist glemt nogle højtelskede fodboldshorts. Om vi ville lede efter dem. Ja, det ville vi, men uden held. Sms til andet hold børns forældre hjalp ikke, de havde ikke fået shortsene med hjem i kuffert, men børnene mente, at det var Victors lillebror, der havde gemt dem udenfor en dag, han var sur. Denne besked indløb, efter Cecilie og jeg havde været til middag hos min papdatter (hvis børn heldigvis er voksne.) Vi måtte så ud med lysende mobiler og lede på det hemmelige grankoglested, for at se om shortsene var gravet ned der. Lillebror selv huskede intet om, at han eventuelt skulle have snuppet brormands shorts.

Min medbedstemor, der nu er vendt tilbage til sit normale liv, sms’ede at hun både havde sovet længe og spillet tennis, og så tilføjede hun: ”Jeg har stor respekt for børnehavepædagoger.”

Det har jeg også.

Lad det være sagt straks: En vis træthed begyndte at melde sig hos de to bedstemødre her på sjette dagen af kolonien. Dels på grund af den gode Barolo i aftes, men især fordi et af børnene var vågen flere gange i løbet af natten.

Matheden betød, at vi gav slip på nogle af de pædagogiske principper og tillod Ipads i mere end en halv time ad gangen, og vi bestemte hurtigt, at aftenens menu blev den gode lasagne fra Meyers, som vi fandt i fryseren. Vi var også løbet tør for hundeposer, så koloni-tiden var virkelig ved at rinde ud. Fire af børnene blev hentet efter middagsmaden, men vi måtte have noget ud af de sidste timer.

Man opfanger bidder af børnesamtaler i løbet af sådan en ferieuge. Jeg hørte fx,  et par af børnene tale om at være dværg, og hvad det er. En af dem afgjorde så: ”Det er da ligegyldigt, om man er dværg, ja altså bortset fra, når man er i Tivoli, for der skal man jo være 150 cm for at prøve mange af forlystelserne.” Og så var den sag afgjort. Når huset blev for trangt, og der var højrøstede skænderier, tog vi på en lille udflugt. Man kunne drømme om ti minutters ro på en biltur. Men nej, i min bil, blev der straks skruet op for gangnam-style, hvorpå de tre passagerer skreg med og rokkede frem og tilbage i deres autostole, som om de stod foran orange-scene på Roskilde festivalen.
Vi var på vej til Gilleleje havn, hvor dagens is skulle indtages, og så skulle vi fange krabber og lave krabbevæddeløb. Det var der et par af ungerne, der protesterede imod, men de fik at vide, at de skulle med, men de var velkomne til at sidde og surmule på kajen, hvis de ikke ville deltage i legen. Det viste sig senere, at de var de mest ivrige krabbefangere. Da en af de mindste drenge frøs, og vi dumme voksne ikke havde taget ekstra trøjer med, tog den ældste dreng straks sin sweater af og lånte den til ham. God stil, Kalle.

Nu er det sidste fælles måltid indtaget, fire af børnene er draget videre til nye feriemål, min medsammensvorne bedstemor er taget hjem til sin butler (læs: samlever). I aftes spurgte nogle af børnene ham, hvor gammel han var. Det måtte de gætte, mente han. Der var bud lige fra: 28 til nogen og halvfems.

Jeg er nu tilbage i huset med tre børn, der under lette protester er lagt i seng. Jeg har fundet min roman frem, mens vasketøjet snurrer i maskinen. Nu beder jeg bare om en rolig nat.

”Victor har trådt i en hundelort”. Beskeden gjalder ud over hele haven, og Chili (border terrier) ser lidt skamfuld ud. Vi er ellers grundige med at fjerne hundens efterladenskaber i haven, men det kan jo smutte.

Vi får skyllet sandalen, og så er vi endelig, endelig klar til at tage på tur.

Det tager sin tid, når syv børn og to voksne skal ud af døren på samme tid. Hus låses, hund i snor, ekstra trøjer med, af og til regntøj, og så kurve med proviant. Vi drager ikke af uden at have masser af skrællede gulerødder, bananer, æbler og vandflasker med, som minimum. Ofte også 44 klapsammen-madder.

I dag havde vi spist sen morgenmad, for det er min fødselsdag, og jeg havde fået strenge ordrer om at gøre, som der blev sagt., når jeg vågnede. Var oppe i løbet af natten for at uddele hostesaft til to børn, men ellers sov alle overraskende længe. Jeg måtte gerne gå ned og bade, (alle er klar over, at jeg først er blevet menneske efter morgenbadning) men jeg skulle love at gå med lukkede øjne tilbage og snige mig ind i seng igen.

Mens jeg svømmede, kunne jeg se, at Cecilie, otte, var i gang med at hejse flaget i haven efter instrukser fra faderen (min svigersøn, der havde oplært hende i flagknuder, før han rejste.) Der var også sat flag i græsplænen (jeg snød og åbnede øjnene, da jeg gik op til huset efter svømmetur.)

Jeg nåede at læse de første 78 lykønskninger på Facebook, før værelset blev indtaget af syv flagende børn, der sang fødselsdagssang.

Festligt morgenbord med varme boller og de flotteste børnetegninger og fine gaver.

Vejret artede sig, så vi kørte til Hornbæk og spillede minigolf. Det var en stor succes, selvom nogle af børnene erklærede, før vi tog af sted, at det gad de ikke. Men da de først kom i gang var de alle optagede af at ramme den runde bold og undgik fuldstændig at slå hinanden med køllerne. Og så var der selvfølgelig is bagefter. For i vores sommerferier er der is hver dag.

Min med-bedstemor har en butler, (det kalder han sig i hvert fald, vi andre siger det er hendes samlever) og han kom farende for at hjælpe med at grille til aften, og det var rigtig dejligt. Min søster kom forbi med en natur-quiz, da hun vidste at ugens ferie tema er natur. Den vandt Cecilie og jeg i al beskedenhed.

Dagen endte med fest og bægerklang. Min veninde gennem 51 år ( ja det er skræmmende men rigtigt) kom også. Gæsterne bragte nyt ude fra den store verden, ting vi ikke havde hørt om i vores boble, hvor det har handlet om udflugter, mellemmadder og andre nære ting.

Da de udefrakommende myldrede ind, hviskede medbedstemor til mig: ”Husk vi ikke har flere dyner.”

I morgen aften skal nogle af koloniens deltagere hjem, og det er lige før, det er trist. Men vi andre giver den gas indtil lørdag.

Jeg ved ikke, om man i barselssprog stadig taler om 3. dagen eller 4.dagen, som den dag, da mælken falder til, og moderens hormoner raser i kroppen, og hun derfor har let til tårer.

Men jeg kommer altid til at tænke på denne markante dag, når mange mennesker er sammen i længere tid. Der er som regel en dag, der er lidt skæv i forhold til resten af tiden. Det kan være, at vejret ikke arter sig, som man ønsker, eller at en vis træthed har sneget sig ind hos alle, eller der opstår gniderier.

Havet var næsten blikstille, da jeg vågnede, så det indbød til en længere svømmetur (for mig), og så var dagen i gang. Min med-bedstemor er tidligere sejler, så hun tjekker vejrudsigten på sin telefon hele tiden, som om familiens velbefindende afhænger af, om der bliver bølgegang eller ej. Nu kalder vi hende meteorologen. Hun havde allerede i søndags varslet, at det ville regne i dag. Og ret havde hun. Kort før frokost ”pisregnede” det, som børnene så poetisk udtrykte det.

Meteorologen og jeg drak rødvin i stedet for at google nye spændende udflugtsmål i aftes, for børnene havde sukket, da vi kørte hjem fra fugleparken: ”Kan vi ikke få en fridag i morgen, hvor vi bare kan være i huset?”

Så dagen i dag har været helt ustruktureret, som så meget andet på denne tur. Der har været fri leg på første sal med flexi-track bane, lego-bygning og noget så gammeldags som ludo. Kun et enkelt uheld med nogle vandballoner, der sprang indendørs. Lidt skænderier skal der også til, og der blev slæbt meget sand og græs ind, når børnene løb barfodet ind og ud. Men vi lod som om, vi ikke så det. Meteorologen tjekkede vejrudsigten og fastslog, at det ville klare op klokken 20, så vi eventuelt kunne spille minigolf til den tid.

Derefter begyndte hun at lave dessert. Hun stirrede ud i regnen og sagde henført. ”Godt jeg ikke er om bord på en sejlbåd i det vejr.”

Jeg havde dog stunder, hvor jeg drømte mig bort til en duvende sejlbåd i Caribien. Men jeg fik faktisk læst de første halvanden side i den medbragte roman.

Vi arbejdede også lidt med en kokosnød. Det var en, en af mødrene havde efterladt med bemærkningen: ”Den er sjov for børnene at få hul på.” Og det tænkte vi på, mens vi baksede med skruetrækker og boremaskine. Vi så for os, hvordan moderen, der sad i New York, nippede til sin Cosmopolitan på Manhattan, mens hun tænkte venligt på os. Samme mor havde kærligt foreslået, at vi tog alle børnene med på kro en aften på hendes regning.

Men de to erfarne bedstemødre så på hinanden og forudså, hvordan børnene ville bestille retter, som alligevel ikke smagte, som de var vant til, og vi konstaterede, at det var nemmere, de væltede vandglas og spildte ketchup på dugen hjemme i stedet, så sådan blev det. Hjemmelavede burgere til alle. Til gengæld købte vi nogle dejlige flasker vin på moderens regning. Og børnene fik sodavand. Og vafler med is, som vi selv samlede. Minigolfen blev udsat. Og det klarede faktisk op allerede ud på eftermiddagen. Nogen drog til havnen i Gilleleje for at fange krabber, mens nogen blev hjemme og badede og fandt spændende sten på stranden. Jeg havde, i forlængelse af vores natur-tema, tænkt, vi skulle slibe stykker af kokosnødskallen med sandpapir, som vi gjorde, da jeg var barn, og så lime stof bagpå og sætte en sikkerhedsnål i, og vupti havde vi en fin broche. Men denne aktivitet er nu udsat til en anden regnvejrsdag.

Da jeg før sengetid sagde til Pelle på fire:  Ej, se lige en flot solnedgang, vendte han sig om, stirrede ud over vandet og sagde: “Det ser jo ud som de andre dage.”

Nå ja.

”Hvorfor er voksne altid så søde mod børn?” Cecilie på otte så spørgende på de to bedstemødre.

”Det er fordi, vi gerne vil have, I har det godt”. Sagde vi i munden på hinanden. Vi gør alt synkront her på tredjedagen af børneferien.

Den otteårige ser ned og siger: ”Hmm”. Ikke andet. Det lød som om, der var en smule mistænksomhed i det…men det skal man nok ikke lægge noget i.

Dagen fik en flyvende start, da Victor, på seks, kom hostende ind til mig klokken lidt i syv. Jeg må nødtvunget indrømme, at jeg lige der takkede Apple for at have opfundet iPaden. Så jeg kunne få en time mere på øjet. Hele resten af huset sov endnu.

Men sådan fortsatte det ikke. Klokken ni var vi alle samlet om morgenbordet, dagens nemmeste måltid. Det er bare at sætte yoghurt, müsli, havregryn, cornflakes og så en lille smule usundt crunchy choko ting frem, (man er vel på ferie med bedstemødre), så forsyner alle sig, og der er ro i mindst fem minutter.

Aftenerne bliver sene for bedstemødrene, for vi skal jo planlægge den kommende dags program, når børnene endelig sover. Så drikker vi et glas rosé og googler, for at se hvad, lokalområdet byder på.

I dag stod programmet på fuglepark i Græsted, men først måtte jeg jage til Gilleleje efter hostesaft til Victor og et nyt billedkort til fotoapparat, så vi senere kan dokumentere alle ferieminder for forældrene. Desuden skulle jeg have to kilo fiskefars til vores aftensmad, 400 gram remoulade samt tre kilo kartofler. Ja, der skal noget til, når man er ni om bordet hver aften. Da jeg kom tilbage til bilen efter indkøb, stod der en meget ældre mand, (hvornår er man gammel?) og skrev noget på en seddel.

”Jeg er kørt op i dig”, sagde han undskyldende og trippede lidt uroligt ved den besked.

”Bakgearet gik helt amok, så jeg røg pludselig tilbage”, forklarede han. ”Jeg ramte kun nummerpladen, men nu har jeg skrevet mit navn og telefonnummer på denne seddel.” Han rakte mig en huskeseddel, som han havde noteret sit navn bagpå. ”Mit telefonnummer ender på 1812, det kan du altid huske”, tilføjede han. Jeg troede, han ville sige, at det var hans fødeår, men han fortsatte: ”Det er en opera, der hedder sådan…den har jeg set, det var…”

Da afbrød jeg venligt, og forklarede at jeg havde syv sultne børn ventende i et sommerhus, så jeg måtte af sted.

Vejret har været skønt hele dagen heroppe på det nordlige Sjælland, så vi ankom til fuglepark i højt humør og med den sædvanlige madkurv. Vi fodrede ikke bare børnene, men også papegøjer og vi så på aber, og opnåede også at blive skammet ud af ejeren af selve parken. Han kom rendende efter os, og påstod at nogle af vores søde og velopdragne børn havde kastet nødder, de havde hevet af træerne, efter hinanden og efter dyrene. Det kunne vi slet ikke tro, og børnene sagde da også, at det aldrig havde været deres hensigt at være uartige. Og vi tror på alt, hvad de siger.

Vi klappede også en kongepyton. Nogle af børnene prøvede at få den om halsen. Det var ejeren, der stod for pyton-show, så vi var lidt bekymrede for, om han nu ville sige til slangen, at den skulle klemme til om halsen på de yndige små, men vi overlevede alle.

Hjem til fiskefrikadeller, der var meget populære. Derefter vandkamp på græsset. Nogle kom til at græde, men det sker jo, Vi prøvede pædagogisk at sige, at hvis man ikke kan tåle mosten, skal man ikke stille op til vandkamp. ”Hvad er mosten?” Ville nogle af dem vide.

Så lavede vi en lille naturquiz, for temaet for denne summer camp er: Natur.

Ved du fx hvor mange ben en sommerfugl har?

Det vidste jeg heller ikke. Men man bliver meget klogere af at tage på sommerlejr med syv børn.

Vi høres ved i morgen.

”I virkeligheden er vi her jo for at underholde børnene og sørge for, de får noget mad.” Sukkede min veninde, mens hun pakkede den 15. pølsemad ud sammen med den 13. leverpostejmad.”

”Ja, hvad havde du tænkt dig, at de ville rejse en statue af os nede på torvet?”

Det gumlede vi lidt på sammen med klapsammen madderne.

Vi var draget med vores tilsammen, i dag otte børn, da en tilløbende veninde, også var inviteret med, til naturlegepladsen ved Esrum Kloster. Det holdt lidt hårdt at få veninden klemt ind på bagsædet mellem to autostole, men det gik. Den anden bil var allerede fyldt til og med sidste plads.

Det var dejligt at se, hvordan børnene legede sammen uden hjælpemidler i form af Ipads eller telefoner. De sprang bare rundt på træstammer med pinde som våben, hang i svævebaner eller kravlede op i en træhus, som de indtog med største selvfølgelighed. Indimellem kom de løbende hen til os to bedstemødre, der havde en bugnende madkurv med, og så fik de håndmadder i stribevis, gulerødder i pund-vis og  agurkestykker, så mange, at de kunne nå til København, hvis de blev lagt sammen. Vi havde ikke fået en vandskål til Chili med. Hvem er nu Chili? Spørger den opmærksomme læser? Har jeg glemt at nævne, at vi udover de syv-otte børn og to voksne også har en border terrier med. Det er Chili, der følger os i tykt og tyndt. Men den fik lov at drikke af et ekstra krus, der var med i kurven. Ingen skal være udenfor her.

Hjemme igen efter udflugt, var der et par af de unge damer, der ville i vandet, og det ville August på fire så også. Han iførte sig svømmevinger og de sejeste speedos, og løb lige i hælende på Cecilie og Emilie ned til stranden. Jeg fulgte med som den grå eminence. Solen havde skinnet det meste af dagen, men ved badetid var det ved at blive overskyet, så det blev kun til en hurtig dukkert. Den ene bedstemor var kørt i byen for at købe ind til boller i karry, som skulle vise sig at være et hit hos børnene, selvom Victor straks erklærede: ”Jeg kan ikke lide boller i karry.” Men det kunne han. Det sms’ede jeg til hans forældre. Hans far svarede prompte: Gudskelov, så kan man da få den ret igen.

Men ellers er det utroligt, hvad der konsumeres af mad på sådan en lejr, mad og frugt, og kiks og is.

Status her på anden dagen af lejren er, at vi har undgået uheld i dag, hvis vi ser bort fra at to af børnene tørnede sammen under en fange-leg og begge måtte have isposer på panden. Vi nåede også lige at tro, vi skulle have fat i en vagtlæge da et barn mente, at det havde blærebetændelse, men det klarede vi ved ekstra væskeindtag.

Alle børn var sure, da de skulle i seng, men faldt om, før de kunne brokke sig yderligere. Cecilie, otte, mente at den tilløbende veninde skulle flytte ind, men der satte jeg grænsen med argumentet: ”Vi har ikke flere dyner.” Hvortil den bestemte dame replicerede: ”Det siger du bare, fordi du ikke orker at have flere børn boende.”

Tjahhh.

I ti år i træk har jeg holdt en uges sommerferie med en veninde og nogle af vores børnebørn. De ældste er nu for gamle til lege-ferier med bedsteforældre, men der er stadig kommet nye børn til, så bedstemødrene ikke skal falde hen. Mens de halvvoksne børnebørn nu muntrer sig med festivaler, studenterfester og storbyer, er min veninde og jeg draget af med de  syv resterende børn i alderen fra 10-4. Vi har i årenes løb været på højskole, på charterferier og i sommerhuse forskellige steder i landet. I år er vi så heldige, at vi har lånt et stort sommerhus ved vandet i Nordsjælland, hvor både voksne og børn kan boltre sig.

Der skal en del logistik til for at planlægge sådan en ferie, da børnene bor i forskellige egne af landet. Det viste sig, at et barn havde fodboldskole, der skulle passes, før han kunne få lov at holde ferie, mens et hold forældre havde misforstået mødedagen, og stillede med deres tre børn hos bedstemoderen (ikke mig), dagen før ferien skulle begynde og meddelte, at de havde bestilt gourmetophold på hotel, så farmor kunne glæde sig til et ekstra døgn med de søde børn. Og hvilken bedstemor afviser sine børnebørn?

Et barn var faldet ned fra et klatrestativ nogle dage før ferien og havde fået hjernerystelse, men var ved godt mod, og det var forældrene også, da de drog på storbyferie, for de vidste, at deres datter var i de bedste hænder hos mormor, der bare skulle tage et par ekstra forholdsregler: rigelig hvile til patienten, igen tv og ingen læsning. Det var det samme barn, der for nogle år siden fik slem forbrænding under foden, to dage før vi skulle rejse til Grækenland, så vi kom af sted med en humpende pige med stor forbinding om fod. Det gav nogle udfordringer ved poolen i det græske klima med 35 grader. Men det klarede vi også.

Et barn kom med aftenfly fra Jylland, og skulle hentes i Kastrup, og flyet var kun en lille halv time forsinket, men ved 22 tiden var de syv børn endelig samlet. Og nu kunne ferien tage fat. En veninde til en af feriebørnene ringede og spurgte, om hun måtte slutte sig til selskabet i morgen, da hendes forældre var på arbejde, og vi syntes jo ikke, vi havde børn nok, så det gav vi selvfølgelig lov til.

Jeg fik ros for min pasta med kødsauce, altid et hit, og her hvor klokken har passeret midnat er status på første feriedag: En klipklap blæst væk fra badebro ved morgenbadning, og umulig at svømme ind, en tæge hevet ud, en bule i panden på et barn efter nærkontakt med en legetøjsbil kastet af et andet barn,  nogle myggestik, men de dulmes af bedstemors tryllesalve, og ellers ingen uheld. Fantastisk solnedgang, glade børnestemmer, en del boldspil, en fodbold hentet i nabos have gennem en hemmelig sti (naboen var der ikke).

Nu skal der soves, for erfaringen viser, at de første børn melder sig på banen ved syv tiden. Godnat.